Mens KL's topforhandlere forsøger at få mest muligt ud af årets økonomiforhandlinger med regeringen, er der travlhed rundt om i kommunerne med at finde besparelser - også på skoleområdet.
I Vesthimmerland har børne- og familieudvalget truffet den drastiske beslutning at lukke de tre mindste skoler - og er parat til at lukke flere, hvis de også kommer under 75 elever de næste to år. En manøvre, en række andre landkommuner har været ude i.
I København skal politikerne ifølge Berlingske finde en besparelse på 65 millioner kroner på skoleområdet, hvilket bliver kaldt "megafrustrerende" af børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (K). Han imødeser færre penge til lønninger og til vikartimer. Det kan få den konsekvens, at undervisningen må aflyses, hvis der er sygemeldinger blandt lærerne.
Han forventer også, at færre klasser vil få mulighed for at blive undervist af to lærere på én gang og dermed mindre mulighed for at niveauopdele undervisningen. Han deler derimod ikke Københavns Lærerforenings frygt for fyringer, fordi "vi mangler lærere, så der er ikke nogen skoler, der kommer til at fyre lærere. Men der kommer ikke til at blive ansat så mange, som der ellers skulle have været."
I Hillerød skulle Børn, Familie og Ungeudvalget, ligesom alle andre udvalg, finde spareforslag for 1,5 procent af deres budget, men udvalgsformand Lars Elbrandt (SF) kalder overfor sn.dk alle administrationens spareforslag "steder, hvor det får store konsekvenser, hvis vi skærer ned. For vi har jo ikke noget overskydende fedt, vi kan skære af".
Derimod ønsker udvalget budget-udvidelser: Fire millioner kroner ekstra til specialundervisning, mere uddannelsesvejledning til unge i specialtilbud, mere støtte til skolernes it-systemer og et generelt løft til folkeskolerne på 7,4 millioner kroner.
En enkelt kommune melder denne gang om en mulig besparelse på skoleområdet, hvor det ikke gør så ondt - i hvert fald ikke på selve skolearbejdet: I Odsherred er det på tale at hjemtage buskørselen af elever til specialtilbud fra Movia.
Lige nu er der udgifter for 2,5 millioner kroner, men ved selv at ansætte tre chauffører på deltid vil den daglige drift af en kommunal kørselsordning i 2024 klares for 1,5 millioner kroner inklusiv administration og ledelsesressourcer, oplyser sn.dk.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.