Hjerteløbere og akuthjælpere har siden 1. marts sidste år haft mulighed for at bruge grønne blink på taget af deres biler, når de rykker ud for at redde liv.
Nu lægger transportminister Thomas Danielsen (V) op til at udvide ordningen, så den også kommer til at omfatte Kystredningstjenesten.
Den statslige tjeneste driver 21 redningsstationer og har cirka 250 redningsfolk, hvoraf over halvdelen er frivillige. De rykker ud med assistance, når mennesker er i nød på havet.
- Der har sporadisk været ytringer fra dele af Kystredningstjenesten, der har følt sig lidt forbigået, fordi de ikke var en del af den her ordning fra start, siger Thomas Danielsen.
Tjenesten har lavet sin egen rundspørge blandt frivillige og ansatte. Den viser, at cirka halvdelen er interesseret i at bruge de grønne blink, når de bliver kaldt ud til redningsstationerne.
- Det er markant. Så er der jo en reel efterspørgsel, siger Thomas Danielsen.
Forsøgsordningen med de grønne blink har ellers fået knubbede ord med på vejen fra blandt andre Dansk Råd for Genoplivning - en paraplyorganisation for 23 organisationer, der arbejder for at øge overlevelsen ved hjertestop.
Også Reddernes Fagforening - en fagforening for reddere under det præhospitale område - har udtalt sig kritisk.
Frygt for farlige situationer
Bekymringen går på, at det kan skabe farlige situationer for både de frivillige og for andre trafikanter, der måske ikke kender til blinkets betydning.
- Vi har en frygt for, at man - selv om man godt ved, at man skal overholde færdselsloven - kan komme til at tage sig nogle friheder, siger Stine Strandkjær, der er direktør i Dansk Råd for Genoplivning.
- Man laver måske en hurtig overhaling eller tror, at nogle holder tilbage for én. Og så kan det gå galt, siger hun.
Transportministeren står dog fast på at udvide ordningen.
- Jeg er ikke blevet præsenteret for eksempler på, at der har været farlige situationer. Tværtimod har det kun givet anledning til, at de, der bruger det, siger, at det faktisk virker. At medtrafikanter faktisk viser hensyn, siger Thomas Danielsen.
De grønne blink giver ikke lov til at overskride fartgrænser eller på anden måde bryde færdselsloven.
De er ifølge ministeren udelukkende et "opmærksomhedsblink", som skal få medtrafikanter til at give plads til en person, der er på vej ud for at redde liv.
En bekendtgørelse om udvidelse af ordningen er i høring frem til 19. januar og vil efter planen træde i kraft 1. februar. Transportministeren vil evaluere ordningen i 2027.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.













