DK Medier
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Stillinger

Minister og KL: Fejlniveauet ved KY er under kontrol

Der er altid fejl i et nyt og komplekst it-system, lyder svaret på kritik af Kommunernes Ydelsessystem.

Udrulningen af Kommunernes Ydelsessystem KY giver - kombineret med Kommunernes Sygedagpengesystem KSD fra sidste år - problemer med ekstremt arbejdspres for de ansatte samt rod i og forsinkelser af udbetalinger, skrev flere medier, bl.a. DK Nyt, for nogle uger siden.

Artiklerne - især en fra mediet Version2 med titlen "Nyt Kombit-system sejler: »Gode kollegaer rejser, nogle er sygemeldt med stress«" har fået folketingsmedlem Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) til at stille spørgsmål til beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) om KY.

Ministeren har sendt hendes spørgsmål videre til KL, eftersom systemet hører under kommunerne.

KL svarer, at man ikke har overblik over sagsbehandlingstiderne i de enkelte kommuner, men at man generelt ikke får tilbagemeldinger om, at sagsbehandlingstiden for kontanthjælp er steget betydeligt. 

"Meldingen er derimod, at kommunerne godt kan håndtere, at borgerne får deres penge til tiden," skriver KL.

Fakta

  • KY er udviklet af Kombit til at håndtere udbetalinger af kontanthjælp og skal afløse kommunernes brug af KMD Aktiv og BIS-Y. 
  • Målet er blandt andet at sikre kommunerne mindst 25 pct. lavere it-udgifter i gennemsnit og at afløfte deres udbudspligt.
  • Ifølge svaret fra KL var KY taget i brug i 23 kommuner ultimo februar.

Karina Lorentzen Dehnhardt henviser specifikt til, at sagsbehandlingstiden ifølge artiklen er steget fra fem dage til fem uger i Randers. Til det svarer KL, at man ikke har præcis viden om forhold i Randers: 

"Men meldingen fra kommunerne er, at det er en meget stor og kompliceret opgave at skifte fra det gamle til det nye ydelsessystem. Det gælder både før, under og efter konverteringen. Der er derfor ingen tvivl om, at det kræver en stor og ekstraordinær indsats for de ledere og medarbejdere, som arbejder på området."

Forventelige fejl

KL kalder det også "forventeligt, at der er fejl i et nyt og komplekst it-system som KY".

"Men det er afgørende at skelne mellem alvorlige fejl, som kan få betydning for udbetalingerne, eller om det er mindre fejl som f.eks. fejl på skærmbilleder. Fejlniveauet vurderes pt. at være under kontrol, hvilket betyder, at leverandøren er i stand til at rette alvorlige fejl inden for fem dage. Leverandøren retter via to ugentlige releases løbende fejl inden for forventet tid, hvilket også er tilbagemeldingen fra hovedparten af de kommuner, der har taget KY i brug," skriver KL.

"Fejlene rettes ud fra en prioritering af, hvor alvorlige de er, så de mest presserende fejl rettes først. Hertil kommer, at systemet løbende videreudvikles, hvilket også er med til at forbedre brugervenligheden, som er meget vigtig for de sagsbehandlere, som hver dag bruger systemet," fortsætter KL.

KL vurderer heller ikke, at det nye system giver flere fejludbetalinger end det gamle, tværtimod forventer man, at systemet i fremtiden kan nedbringe antallet af fejl.

Samtidig benytter KL lejligheden til fremhæve sit ønske om, at ydelseslovgivningen gøres mere enkel.

Peter Hummelgaard henholder sig til svaret fra KL og hæfter sig særligt ved, at KL vurderer, at fejl er under kontrol og inden for det forventelige niveau.

Læs hele svaret her.