dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Biikebrennen på Sylt i februar 2017. Farvel til vinteren.
Carsten Koall, Ritzau Scanpix

Mindretallene i grænselandet vil være UNESCO verdenskulturarv

'Tidligere tiders voldelige og uforsonlige konflikter forekommer yngre generationer uvirkelige. Derfor er det også vigtigt at minde om, at forholdene i dag ikke er nogen selvfølge'

Sydslesvigsk Forening (SSF) og Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN) har nu fået støtte fra delstatsparlamentet i Kiel, Schleswig-Holsteinischer Landtag, til at søge om optagelse på verdenskulturarvslisten, oplyser de to mindretals generalsekretariater i henholdsvis Aabenraa og Flensburg.

Parlamentet har besluttet at støtte ansøgningen om anerkendelse af grænselandets mindretalsmodel som såkaldt immateriel UNESCO-verdenskulturarv. De to mindretals-organisationer har parallelt hos delstatsregeringen og den danske regering søgt om optagelse på de nationale UNESCO-lister for 'Samlivet mellem mindretal og flertal i det dansk-tyske grænseland'.

- Det glæder os, at landdagen med så bred en tilslutning støtter vores ansøgning. Mindretalsmodellen i det dansk-tyske grænseland er noget, vi alle kan være stolte over. I dag, på tærsklen af 100-års jubilæet for den dansk-tyske grænse, kan vi konstatere: Det er lykkedes vore forgængere at overvinde en kløft, der i andre dele af Europa og verden forekommer uovervindelig. Det vil vi fremhæve gennem anerkendelse som verdenskulturarv – ikke for at klappe os selv på skulderen, men for at vis andre, at det er muligt, forklarer formanden for det danske mindretals kulturelle hovedorganisation, SSF, Jon Hardon-Hansen.

Det tyske mindretals formand, Hinrich Jürgensen, tilføjer:
- Vores fredelige og konstruktive samliv er i de seneste mange årtier løbende vokset og tidligere tiders voldelige og uforsonlige konflikter forekommer yngre generationer uvirkelige. Derfor er det også vigtigt at minde om, hvor vi kommer fra, og at forholdene i dag ikke er nogen selvfølge. Anerkendelse som verdenskulturarv vil give os yderligere støtte til at sikre den kulturelle mangfoldighed også for kommende generationer.

Den immaterielle verdenskulturarv supplerer den materielle verdenskulturarv, hvor det drejer sig om særlige kulturelle udtryksformer. Således er siden 2014 den frisiske tradition 'Biikebrennen' -  en folkefest med bål, som fejres 21. februar langs Vadehavet og på de frisiske øer - i Tyskland anerkendt som immateriel kulturarv.

SSF-BDN-ansøgningen er det danske mindretals anden ansøgning for anerkendelse af verdenskulturarv. SSF har som ansvarlig for Danevirke Museet sammen med delstatsregeringen og Kreis Schleswig-Flensburg søgt om anerkendelse af vikingebyen Hedeby og voldanlægget Danevirke som verdenskulturarv. UNESCO vil sandsynligvis træffe en afgørelse i løbet af et par måneder.

ka

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/mindretallene-i-graenselandet-vil-vaere-unesco-verdenskulturarv

GDPR