Millioner til digitalisering af kulturarven

KORT NYT26. APR 2019 11.55

Nu bliver vores kulturarv mere tilgængelig og kreativ. Det sker med 11,7 mio. kr., som kulturminister Mette Bock (LA) har afsat til at digitalisere kulturarven på en række punkter. Det sker blandt andet i forlængelse af det Europæiske Kulturarvsår 2018, og derfor fokuseres der på projekter med europæisk perspektiv. Det oplyser ministeriet i en pressemeddelelse.

- Med fordelingen satser vi særligt på samlinger, som på grund af deres kvalitet og deres vigtighed også har betydning i et samlet europæisk perspektiv. Det digitale skal også være en port til den mangfoldighed og rigdom, som europæisk kultur står for, siger ministeren.

Midlerne går til følgende indsatser: 

  • Dansk Sprognævn: 0,5 mio. kr. til digitalisering af dele af Dansk Sprognævns arkiv.
  • Det Danske Filminstitut: 2,3 mio. kr. til digitalisering af film fra Grønland og Arktis i samarbejde med Arktisk Institut og Grønlands Nationalarkiv.
  • Det Kgl. Bibliotek: 2,2 mio. kr. til digitalisering af genforeningsaviser, digitalisering af ældre dele af samlingen af arkitekturtegninger samt digitalisering af 1600-tals bøger. 
  • Nationalmuseet: 2,0 mio. kr. til digitalisering af materiale til geografisk portal (Nationalmuseet i hele landet).
  • Rigsarkivet: 2,3 mio. kr. til digitalisering af Det Kongelige Teaters Arkiv.
  • Statens Museum for Kunst: 2,4 mio. kr. til digitalisering af Den Kongelige Kobberstikssamling.

ibs

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt