Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job
Fra klimahaven i ældrecenter Skovgade i Middelfart.
Foto: Middelfart Kommune

Middelfarts første friheds-skridt: Velfærdspanel og programchef

Panelet skal mødes tolv gange i friheds-forsøgets tre år.

MIDDELFART: Middelfart Kommune har nu nedsat et velfærdspanel, som skal give inspiration til arbejdet med velfærdsaftalen, der sætter ældreområdet i kommunen delvist fri for nationale og kommunale regler og krav, oplyser kommunen, der allerede har ansat en programchef til opgaven.
 
Unødvendige statslige og kommunale regler må ikke stå i vejen for, at medarbejdere kan skabe den bedst mulige kvalitet i plejen og omsorgen af de ældre. Derfor indgik kommunen i efteråret 2020 en aftale med regeringen om frihed på ældreområdet. Arbejdet nedefra er gået igang, og ældre borgere, pårørende og ansatte har mulighed for at tænke nyt i tilrettelæggelsen af hverdagen på plejehjem og i ældrepleje med udgangspunkt i lokale ønsker og behov.

Til at give politikere, ledere og medarbejdere inspiration udefra i arbejdet har Middelfart nu også nedsat et velfærdspanel, som består af nationale, kommunale og lokale repræsentanter. 

- Det er for os sund fornuft, at vi skal skabe og udvikle de konkrete initiativer der, hvor velfærden foregår - i rummet mellem borgere og pårørende og i rummet mellem medarbejdere og borgere. Men vi har også brug for inspiration udefra for at kunne sætte mulighederne i velfærdsaftalen i det rette perspektiv. Derfor er det en stor glæde, at vi har kunnet sammensætte et så stærkt velfærdspanel med nogle af landets skarpeste hjerner og praktikere blandt pårørende, ledere og eksperter, siger borgmester Johannes Lundsfryd Jensen (S).  

Styregruppe skal handle

Konstruktionen med et velfærdspanel giver mulighed for at favne de mange interesser og mangfoldigheden af muligheder i velfærdsaftalen. Panelet skal vidensdele og give input til rammesætning og konkrete initiativer indenfor de præmisser, byrådet har sat. Efterfølgende vil styregruppen omsætte løsningsmulighederne til handling.

Panelet består af ansatte fra forskellige dele af civilsamfundet, primært udenfor kommunalt regi, og nye aktører vil løbende kunne inddrages i de aktuelle emner og temaer.

De øvrige paneldeltagere er:

  • Johannes Lundsfryd Jensen (S), borgmester og formand for velfærdspanelet
  • Kaj Johansen (S), formand for Social- og Sundhedsudvalget
  • Regitze Tilma (V), medlem af Byrådet
  • Emil Tang, direktør for Danske Diakonhjem
  • Jette Erichsen, medlem af Ældrerådet i Middelfart 
  • Nis Peter Nissen, direktør Alzheimerforeningen
  • Per Kjær, forskningschef Afdelingen for Anvendt Sundhedsforskning, UCL
  • Marie-Louise Gotholdt, national chef, Røde Kors
  • Marianne Levinsen, forskningschef, Center for Fremtidsforskning
  • Tina Øllgaard Bentzen, lektor, Institut for Samfundsvidenskab og erhverv - (Samskabt styring), RUC
  • Lene Tanggaard Pedersen, rektor, Designskolen Kolding og Professor i pædagogisk psykologi, Aalborg Universitet
  • Torben Klitmøller Hollmann, sektorformand, FOA
  • Pia Gjellerup, centerleder, Center for Offentlig Innovation

Middelfart Kommune har desuden ansat en programchef for indsatsen, Sten Kock-Hansen, som trak i arbejdstøjet den 15. februar. 

Forventningen er, at der vil blive afholdt fire møder i velfærdspanelet hvert år i velfærdsaftalens treårige løbetid. Det første møde bliver afholdt den 17. maj.

Det politiske lovforslag, der sætter Middelfart Kommune fri af regler, forventes godkendt i Folketinget i løbet af foråret.

ka