
Budgetforhandlingerne er påbegyndt i kommunerne, og mange steder kigges der dybt i sparekatalogerne, hvor ikke bare nogle få, men rigtig mange spareelementer skal i brug for at få enderne til at nå sammen.
I sidste uge udtalte statsminister Mette Frederiksen (S) i et interview i Berlingske, at "Den nye tids valuta i dansk politik er ikke penge, for dem har vi mange af – det er, at vi ikke kan bruge pengene, hvis der ikke er tilstrækkeligt med medarbejdere".
Den bemærkning giver reaktioner blandt topfolk i kommunerne, der i økonomiaftalen blev pålagt samlet at skulle spare 700 millioner kroner i 2024 på administration.
Forklaringsproblem
I Danske Kommuner siger KL-formand Martin Damm (V), der er borgmester i Kalundborg, at "hvis jeg ringer rundt til kommunerne, vil de nok sige, at det i hvert fald ikke er deres virkelighed, at der er mange penge. Kommunerne skal i den kommende tid ud i store sparerunder, fordi der mangler penge, så det er en kende provokerende, når man hører statsministeren sige, at der er penge nok. Så vil borgerne jo spørge os, hvorfor vi så skal spare. Det efterlader kommunalpolitikerne på perronen med et forklaringsproblem."
Samme toner slås an af borgmester i Frederikshavn Birgit S. Hansen (S), som i et debatindlæg med overskriften "Vi har brug for regeringens /Folketingets opmærksomhed" skriver: "Hvis der er mange penge på bogen i staten, så send gerne flere til os i kommunerne. Hvis ikke det ligger lige for, så giv os lov at hæve skatten en smule, så vi kan give anstændig service.
I samme Berlingske-artikel forudsiger regeringens topfolk samtidig en "skattereform, der skal give arbejdende danskere flere penge mellem hænderne", og det får Birgit S. Hansen til at kommentere, at "det er godt nok et dillema at sidde og høre på overvejelser og forslag om skattelettelser samtidig med, at vi skal skære! Tiden er inde til at Christiansborg får kommunal velfærd på dagsordenen. For vi kan ikke alene i kommunerne, og vi kan snart ikke være det bekendt længere!"
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.