
Af Knud Abildtrup
Det var denne signatur forundt at være jourhavende denne aprilsnars-morgen - med hvad dertil hører af særlig årvågenhed: Bring endelig ikke en historie, der senere viser sig at være fup. Men spring heller ikke over en overraskende historie - i den fejlagtige tro, at den er konstrueret.
Hvor vidt det er lykkedes, må læserne af dknyt være med til at vurdere. Her følger, hvad vi har fundet fra den kommunale verden:
Sønderjysk marsk er rutsjet ind i Tyskland
Politiken skriver om de mærkbare følger i Danmark af jordskælvet i Japan. Ifølge avisen er Danmark skrumpet ind med i alt 30 kvadratkilometer. Værst er det gået ud over området omkring Rudbøl Sø, som udgør en del af grænsen mellem Danmark og Tyskland. Men også land-og marskområder i Sønderjylland er ramt. Landet er lidt groft sagt rutsjet eller gledet mod syd. Og da landegrænserne er trukket ved koordinater på et landkort ved henholdsvis Nordsøen i vest og Flensborg Fjord mod øst, indebærer det teknisk set, at dette areal nu er en del af Tyskland.
- På baggrund af disse oplysninger vil jeg nu rette henvendelse til Justitsministeriet og Folketingets Udenrigsudvalg for at få dem til at se på sagen og tage kontakt til de tyske myndigheder, så et eventuelt suverænitetsspørgsmål kan afklares, siger en overrasket borgmester i Tønder Kommune Laurids Rudebeck (V) til avisen.
Rødhårede skal integreres bedre i folkeskolen
Rødhårede elever sakker langt bagud i forhold til deres lyshårede kammerater, skriver Folkeskolen. De endnu ikke offentliggjorte resultater fra den internationale RHPiP-undersøgelse (Red Haired Pupils in Problems) viser, at de ikke har rykket sig væsentligt siden 2005.
Kun Rødovre Kommune har taget det skridt at sprede de rødhårede mellem kommunens skoler med de såkaldte Røde Busser, som henter børnene fra de boligkvarterer, hvor rødhårede gener slår stærkest igennem og busser dem til kvarterer med et flertal af sorthårede og lyshårede familier.
Cimbrertyren sendes på skulpturkirkegård
Et af Aalborgs kendte vartegn flyttes nu væk fra sin plads på Vesterbro, skriver DR Nordjylland. Det er Cimbrertyren, som må vige pladsen for at skaffe mere plads til de mange bilister, som hver dag passerer Vesterbro. Det oplyser borgmester Henning G. Jensen (S).
Til gengæld lover borgmesteren, at Tyren får en fremtrædende plads på kommunens nye skulptur-kirkegård. Magistraten har netop besluttet, at en del af den forhenværende forlystelsespark, Karolinelund, skal huse offentlige kunstværker, som er blevet overflødige og skal kasseres.
Odense vil have nyt bynavn - uden blødt d
Navneskiftet fra Odense til Oense skal skærpe lokal og international profil, lyder det fra Odense Kommune. Se selv. Udenlandske samarbejdsparter slipper for det svære danske bløde d. Samtidig vil Odense stå styrket lokalt på Fyn, da fynboerne alligevel aldrig har udtalt det bløde d.
- Internationalt vil vores by stå stærkere ved, at bynavnet bliver lettere at udtale for alle. I byrådet har vi forpligtet hinanden på, at vi skal tænke nyt, for at Odense bliver en mere attraktiv by, og det her vil fremme kommunikationen med udlandet. Derfor er det en god idé, siger borgmester Anker Boye om forslaget.
- Som frikommune får vi mulighed for at imødekomme et ønske fra odenseanerne om at slippe for det bløde d. Den officielle udtalelse med blødt d er jo aldrig blevet anerkendt i Odense eller for den sags skyld Fyn.
Bibliotekerne skrotter 95 pct. af alle bøger
Forarbejdet har stået på et godt stykke tid, og nu er alt klar. Fra og med i dag kan ca. 95 pct. af samtlige bøger på landets biblioteker lånes digitalt, og samtidig kasseres størstedelen af bibliotekernes bøger for at få plads til alle de nye opgaver, som bibliotekerne også står overfor, oplyste Danmarks Biblioteksforening. Se selv
- Det er virkelig en mærkedag for bibliotekerne - og ikke mindst for borgerne, siger direktør i Danmarks Biblioteksforening Michel Steen-Hansen.
- Bibliotekerne tager endnu et tigerspring ind i den digitale verden, og borgerne får endnu mere for skattekronerne med den store digitale samling af bøger, som nu bliver gjort tilgængelig for alle.
Sorø Kommune opretter Gør-Det-Selv asfalt stationer
Sorø Kommune har, som mange andre, haft to hårde vintre, som har sat sine spor på vejene i form af afskalninger og dybe huller. Dette har nu givet et efterslæb, som især viser sig ude på de mindre veje på landet, hvor nogle veje efterhånden ligner måne landskaber, oplyser Fagcenter Teknik og Miljø fra Sorø. Se selv.
I løbet af uge 14 vil der blive opstillet Gør-Det-Selv asfalt stationer strategiske steder i hele kommunen. Her vil der blive opstillet det nødvendige udstyr til hullapning, såsom en kost, rive, skovl, trillebør og en tromle. Endvidere vil der blive opstillet en varmekasse til asfalt. Ideen er så, at de borgere, som har mulighed for at give en hjælpende hånd med, kan via SMS bestille et læs varmt asfalt til levering dagen efter på et bestemt tidspunkt.
Det kan anbefales, at man går sammen i såkaldte asfaltlaug, for at være sikker på at kunne bruge alt asfalten, inden den bliver for kold. Bliver asfalten for kold, kan den ikke bearbejdes ned i hullerne og skal deponeres ved siden af asfaltkassen. Ved næste levering vil den blive kørt til genbrug hos asfaltværket.
Ved arbejde med asfalt er det vigtig at overholde gældende arbejdsmiljøregler, og være påpasselig med at iføre sig arbejdstøj, som kan modstå asfalten, der kan være op til 160 grader varm.
FOA donerer 1 milliard til kommunerne
Arbejdsmiljøet og personalenormeringerne på de kommunale arbejdspladser er for ringe. Derfor donerer FOA nu 1 milliard kroner til kommunerne, så de kan gøre noget ved problemerne, oplyser foa.dk. Se selv.
Formand for KL, borgmester Jan Trøjborg (S), erkender, at pengene falder på et tørt sted, og han er taknemmelig for FOAs støtte:
- Vi kan da gøre en del for 1 milliard kroner, og vi vil bestræbe hos os på, at pengene især kommer FOA-medlemmer til gode. Men jeg kan selvfølgelig ikke afvise, at der også er et par andre huller hist og her, der skal stoppes.
Både Dennis Kristensen og Jan Trøjborg afviser, at donationen kan ses som en slags bestikkelse af kommunerne.
- Vi glæder os over FOAs forståelse for kommunernes situation og ser den som et godt grundlag for det fremtidige samarbejde mellem de to parter, siger Jan Trøjborg.
- Vi har ikke vredet armene om på ryggen af kommunerne for at få garantier. På den anden side regner vi selvfølgelig heller ikke med, at et så stort beløb er gået helt i glemmebogen, når vi næste gang skal snakke sammen om løn og andre arbejdsvilkår for FOAs medlemmer, siger FOA-formanden.
Atomaffald til Kommunekemi
Et udvalg arbejder netop nu på at finde egnede steder i Danmarks undergrund til deponering af radioaktivt affald fra det tidligere forskningscenter Risø.
Men på grund af offentlig bekymring for sikkerheden ved at opbevare affaldet i jorden tilbyder forbrændingsanlægget Kommunekemi A/S, der ligger i Nyborg, nu at destruere affaldet, skriver Dagbladet Arbejderen.
Svendborg vil sælge Damestenen
Svendborg Kommune vil hugge Damestenen ved Hesselager op og sælge den som sourvenirs.
Stykker af Damestenen kan ende som smykker og en kunstner har planer om at bruge et større stykke til en skulptur i Australien.
Svendborg hugger Damestenen op
Ideen om at sælge Danmarks største sten i større eller mindre stykker kommer fra Svendborg Kommune, som regner med at kunne tjene omkring to millioner kroner på salget, oplyser TV Fyn.
Borgmester i Svendborg, Curt Sørensen (S) kan ikke se noget galt i at sælge Damestenen:
- I en tid, hvor vi skal spare på skoler og plejehjem er det vel rimeligt, at vi udnytter alle muligheder for at skaffe penge, siger han.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.