Indsatsen på socialområdet har igennem mange år mødt både kritik og krav om, at den bliver styrket. Men når det kommer til finanslovsforhandlingerne, plejer det at være andre områder, der løber med pengene. Hvis det samme sker i år, kan det komme til at gå ud over andre velfærdsområder, lyder det fra KL.
KL's nyhedsbrev Momentum har gennemgået finanslovene fra 2015 og frem og viser, at der ikke er givet substantielle midler til at styrke indsatsen på det specialiserede socialområde i kommunerne. Til gengæld har andre områder med udfordringer fået milliardbeløb.
Sidste års finanslov indeholdt mere end 1,8 mia. kr. ekstra til ældreplejen over fire år, 1,2 mia. til fremrykning af minimumsnormeringerne og godt 1,6 mia. kr. til at styrke den faglige kvalitet på gymnasier, erhvervsuddannelser, sosu-uddannelser og FGU.
Tidligere er der givet store beløb til at ansætte flere lærere, indføre minimumsnormeringerne, ansætte flere sygeplejersker og til at styrke ældreområdet med værdighedsmilliard og klippekort. Men brede kvalitetsløft til socialområdet må man altså spejde langt efter på finanslovene.
Pres på området
Kommunernes budgetter på det specialiserede voksenområde har været under pres i flere år, og i både 2018, 2019 og 2020 viste regnskaberne budgetskred på området på henholdsvis 2,1, 2,0 og 1,1 mia. kr. Og det til trods for, at kommunerne siden 2018 har hævet budgetterne til socialområdet med hele 3,4 milliarder.
Samtidig viser en undersøgelse fra maj, at omkring syv ud af ti kommuner også i år forventer et merforbrug på både det specialiserede voksenområde og det specialiserede børneområde.
I KL håber formand Jacob Bundsgaard (S) derfor også, at finansloven ender med at give kommunerne noget af den ekstra økonomi til området, som der er behov for.
- Der er et enormt pres på området, og det er derfor også nødvendigt, at man i Folketinget finder pengene, hvis vi i kommunerne skal løfte den fælles vision om at skabe en bedre hverdag for vores udsatte borgere. For som det er i dag, matcher de midler, kommunerne har mulighed for at bruge, ikke med de løfter, Folketinget giver befolkningen, siger Jacob Bundsgaard.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.