AKTUELT:Finanslov 2026BeredskabGrøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandringKV25Kunstig Intelligens
Retten i Roskilde idømte tirsdag en 42-årig mand en anbringelsesdom for at have stukket sin Flextrafik-chauffør ihjel. Chaufføren var ved at køre manden på Psykiatrisk Akutmodtagelse Roskilde, da manden stak ham i halsen. (Arkivfoto)
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Mand får anbringelsesdom for at stikke Flextrafik-chauffør ihjel

Retten i Roskilde idømmer en 42-årig mand en anbringelsesdom for at stikke chauffør i halsen under kørsel.
6. JAN 2026 11.55

En 42-årig mand idømmes anbringelse på en psykiatrisk afdeling på ubestemt tid for at have dræbt en 27-årig flextrafik-chauffør, der var i gang med at køre manden til Psykiatrisk Akutmodtagelse Roskilde.

Sådan lyder dommen i Retten i Roskilde tirsdag. Han modtager dommen.

Overfaldet skete 27. marts sidste år omkring klokken 03.40 på Sankt Hans Gade i Roskilde, hvor manden stak chaufføren i højre side af halsen med en skalpel. 

Ifølge dommer Thomas Smed måtte manden have indset, at offeret kunne dø af stikket, som han tildelte chaufføren.

Chaufføren afgik ved døden tre dage senere.

Under grundlovsforhøret efter anholdelsen forklarede den dømte, at han troede, at chaufføren ville slå hans mor ihjel, og at han derfor angreb ham.

Mor sad på forsædet

Den dømtes mor var med under kørslen. Hun sad på forsædet af flex-bussen. Det var hende, der havde ringet til lægevagten, fordi sønnen havde det psykisk dårligt, og hun var bange for ham.

Den dømte forsvandt fra gerningsstedet, men blev anholdt af Midt- og Vestsjællands Politi efter en kort eftersøgning.

Han blev pågrebet efter at have knust en rude i Sankt Hans Gade i Roskilde. Her fandt politiet også en knækket, grøn skalpel. Desuden var han i besiddelse af 10,5 gram ketamin. Det erkendte han i retten.

Efter overfaldet hjalp moren chaufføren med at bremse blødningen. Herefter kørte den 27-årige selv hen til akutmodtagelsen på Roskilde Sygehus.

Politiet har tidligere beskrevet den 42-årige nu dømte som en tilsyneladende psykisk uligevægtig mand.

Hjertestop på sygehuset

Politiet modtog anmeldelsen om natten klokken 03.48 fra en sygeplejerske.

Under retssagen tirsdag afspillede anklageren opkaldet, hvor sygeplejersken fortalte politiet, at den 27-årige chauffør fik hjertestop, kort efter at han ankom til sygehuset.

Den 42-årige husker ikke detaljerne fra episoden, og derfor kunne han ifølge forsvarer Karoline Normann ikke erkende at have stukket chaufføren.

- Min klient kan ikke huske detaljer om situationen. Derfor må jeg sige, at han teknisk nægter sig skyldig, lød det fra forsvareren.

Men hun var enig med anklager Rune Rydik i, at en anbringelsesdom var den rigtige foranstaltning. Det var også den dom, som blev anbefalet af Retslægerådet.

Dog mente forsvareren ikke, at hendes klient skulle dømmes for drab, men derimod for vold med døden til følge.

- Det eneste, vi ved, er, at chaufføren bliver ramt af en skalpel. Moren har ikke set selve handlingen, sagde forsvareren.

Ifølge anklageren kunne der ikke være tvivl om, at den 42-årige mand havde forsæt til drab.

Ifølge mentalerklæringen, som anklageren har læst op, er den tiltalte ikke sindssyg, men han var det på gerningstidspunktet.

Han var desuden påvirket af ketamin og cannabis, men han var ikke i en abnorm rustilstand, lyder det.

/ritzau/

15.07 opdateret med dommen og strafudmålingen.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/mand-faar-anbringelsesdom-for-at-stikke-flextrafik-chauffoer-ihjel

GDPR