
VEJLE: 104 km. Så langt kører lederne i Vejle Kommunes tandpleje på landevejene, når de skal mødes. Det tager op til 2 ½ time. Derfor mødes de fem ledere kun én gang om måneden. Det er for lidt. Derfor gik Tandplejen med i et videokonference-projekt, som Senior og Sundhed lige har sat i gang, fortæller Jytte Winther Carlsen, der er leder af Tandplejen:
- Nu ordner vi de daglige spørgsmål på et ugentligt videokonferencemøde. Det giver os tid til strategiske drøftelser, der kræver længere diskussioner og erfaringsudveksling på det månedlige møde. Samtidig får vi hurtigere ekspederet de mindre opgaver.
Formålet med Senior og Sundheds pilotprojektet er at høste erfaringer til at udbrede videokonference i endnu højere grad. Indtil videre har 37 medarbejdere i Senior og Sundhed mulighed for at bruge videokonference. De fleste er områdeledere og distriktsledere.
Mulighederne er mange
Videokonferencer har nogle klare fordele frem for e-mails og telefonmøder: Har du kolleger, som du gerne vil diskutere et dokument med, kan du trække det frem på skærmen eller en projektor, rette i det og samtidig tale om det. Du kan få sat ansigt på en kollega eller borger. På sigt kan du optage møder eller undervisning til senere brug. Senior og Sundhed har desuden en del samarbejde med sygehusene i Region Lillebælt, hvor flere og flere afdelinger får videokonferenceudstyr.
Projektleder Anne Dyrberg forventer, at videokonferencen bliver en del af mange medarbejderes hverdag i fremtiden:
- Der er rigtig mange fordele ved videokonference, og efterhånden er prisen nede i et niveau, hvor det kan betale sig rent økonomisk. De fleste kan nøjes med at få installeret et lille kamera sat på toppen af deres pc og et program, som koster omkring 3000 kr.
Anne Dyrberg anbefaler dog en større skærm og anden løsning, hvis der skal sidde flere om en computer.
Når sproget kommer til kort
Sproget er en meget lille del af vores kommunikation. Måden vi siger tingene på er 38 pct. af kommunikationen. Mimik, ansigtsudtryk og kropsholdning er 55 pct., og sproget er kun 7 pct.
Det er i hvert fald den teori, som psykologen Albert Murradiau fremførte i 1960'erne og som siden har været anvendt og diskuteret. Uanset hvad, er det netop videokonferencens styrke, at du både kan se og høre personen, der taler. Men der er begrænsninger:
- Hvis det er et svært møde mellem to mennesker, er du nødt til at mødes ansigt til ansigt. Her er det vigtigt at kunne trykke hinanden i hånden, når man siger goddag og være i stand til at aflæse hele kropssproget, siger projektleder Anne Dyrberg.
Ikke tid til smalltalk
Smalltalk er et andet aspekt ved videokonference, som man mister eller slipper for afhængig af øjnene, der ser.
Når du vil sige noget på en videokonference, rækker du pænt hånden i vejret. Det er der en god grund til:
- Det er alt for forvirrende, hvis man taler i munden på hinanden. Det er nødvendigt med en ordstyrer, specielt fordi der er omkring et sekunds forsinkelse på. Det gør også, at du ikke bruger tid på smalltalk - om det så er en fordel eller ulempe afhænger nok af, hvordan du er som person. Men i hvert fald giver det nogle effektive møder, smiler Anne Dyrberg.
Jytte Winter Carlsen mener, det er vigtigt at holde fast i at mødes fysisk indimellem:
- Videokonference indbyder ikke til den uformelle snak, som er god, når du skal lære andre mennesker at kende. Derfor tror jeg, det er vigtigt at mødes indimellem - specielt, hvis du har et tæt samarbejde.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.