Man kan diskutere om der er noget at diskutere

Mette Frederiksen ville “sådan set også gerne diskutere, om der er tale om en skandale”, sagde hun i sidste uge, da hun skulle udlægge sanktionerne overfor de involverede embedsmænd og de manglende konsekvenser for hende selv. Et godt eksempel på hvorfor man ikke altid skal insistere på at få det sidste ord, for nu fik præcis den udtalelse en konsekvens for hende.

Nemlig ved - for alle andre end udkommanderede socialdemokratiske tastaturkrigere  på sociale medier - at bekræfte, at statsministeren forekommer blind for egne fejl.

“Der er blevet begået en fejl”, var det længste hun kunne strække sig til, og her skal man lægge mærke til den passive sætningskonstruktion. Fejlen har sådan nærmest begået sig selv, der er i hvert fald ingen personer der får hæftet den på sig i Mette Frederiksens ordvalg.

Hvis man skulle fortsætte i den skure, kan man om statsministerens diskussionslyst sige, at “der er blevet” sagt noget dumt. I dette tilfælde er der dog trods omsvøbet ingen tvivl om personhenførbarheden.

For da det kom til stykket, ville statsministeren godt diskutere en ting mere, nemlig hvad det i givet fald var, der var en skandale, hvis der absolut skulle være en. Det var nemlig, skrev Mette Frederiksen på Facebook efter seks dages tænkepause, en politisk skandale, og for dem der skulle være i tvivl, opremsede hun kendetegnene: en minister går af, der igangsættes en kommissionsundersøgelse, og regeringen får kritik. Altså alt sammen noget der foregår på Slotsholmen og således, selvom det ikke skrives direkte, muligvis en afart af det der lejlighedsvis kaldes Christiansborg-fnidder.

Ude i virkeligheden, der hvor minkene blev slået ned, der hvor de op til 19 mia. kr. skal betales, og ikke mindst der hvor vælgerne befinder sig, foregik der derimod ikke noget skandaløst. “Er det en skandale, at minkene blev slået ned? Nej, det mener jeg ikke, det er,” skrev hun.

Intet at se her, passér gaden.

Man må gå ud fra, at Facebook-opslaget var et forsøg på damage control, nu da diskussions-diskussionen ikke lod sig aflive. Men udførelsen rummer et element af det samme som den første udtalelse, nemlig at man pinedød vil have det sidste ord.

Hvilket, nøjagtig som første gang, har åbnet for - ja, endnu en diskussion. Denne gang om udførelsen af aflivningen og den manglende lovhjemmel, og selv om det ganske vist drejer de skarpeste projektører hen på rigspolitichefen og de andre embedsmænd, så er der stadig lys på statsministeren, og ikke mindst bliver diskussionen holdt i live.

Så det sidste ord har hun indtil videre ikke fået. Jo flere gange hun gør forsøget, jo større er risikoen for, at nogle andre får det sidste sidste ord.