
Fra 1. maj skal lærere og pædagoger i de normale klasser tage sig af de omkring 49.000 børn, der i dag modtager mindre end ni timers specialundervisning om ugen. Det bliver konsekvensen af den ændring af folkeskoleloven, som et bredt flertal i Folketinget vedtog tirsdag den 24. april.
Hvis børnene skal have yderligere hjælp, skal beslutningen træffes af skolelederen, og det bekymrer fagpersoner, skriver avisen Kommunen.
- Der er ingen tvivl om, at skolelederne er samvittighedsfulde, men det er bare økonomisk pressede tider, og vi er bekymrede for, at man samler den faglige og økonomiske vurdering. Vi mangler en sikkerhed for, at der er en uvildig faglig vurdering, siger næstformand i Dansk Psykolog Forening Rie Rasmussen og peger på, at lovændringen fjerner skolepsykologernes indflydelse på beslutningen.
Prisgivet skolelederne
Det bekymrer også forældreforeningen Skole og Forældre.
- Skolelederne får lovlig meget råderet, uden at man har nogen mulighed for at kigge dem i kortene. Det er meget betænkeligt, at borgerne på den måde er fuldstændig prisgivet skolelederne, siger sekretariatschef Niels-Christian Andersen til avisen Kommunen og peger på, at forældrene ikke længere selv vil kunne henvende sig til pædagogisk-psykologisk rådgivning (PPR) og bede om en vurdering af deres barn, men at de fremover skal gå til skolelederen.
Også Danmarks Lærerforening beklager i deres høringssvar til lovforslaget, at forældrene mister retten til at bede PPR om en vurdering af børnene.
Læs hele artiklen i avisen Kommunen
srl
Foto: Colourbox
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.