
Den socialdemokratiske kandidat, der skal udfordre Stephanie Lose (V) i Region Syddanmark, er nu fundet. Det blev Mette With Hagensen, der vandt en elektronisk urafstemning med 55 pct. af de afgivne 2.275 stemmer. Hun fik 1.275, og 238 stemmer var blanke, oplyser TV Syd.
Hendes to konkurrenter, Poul Fremmelev og Michael Bøtker Møller Nielsen, fik henholdsvis 684 og 181 stemmer. Mette With Hagensen, der i dag ikke sidder i regionsrådet, er handelsskolelærer og tidligere formand for Børnerådet og også tidligere formand for interesseorganisationen Skole og Samfund.
Hun kommer op imod den regionspolitiker, der ved KV17 fik allerflest personlige stemmer - 89.583. Hun afløser Poul Erik Svendsen, som efter knap 15 år som S-spids trækker sig fra regionalpolitik og er blevet kommunal S-spids i Assens.
Hos De Radikale er der også kommet navn på to spidser - i København og på Frederiksberg. Den nuværende socialborgmester Mia Nyegaard melder på twitter, at hun har vundet afstemningen og altså er spids denne gang. Ved KV17 var Anna Mee Allerslev radikal spids, og fik faktisk stemmer nok til et mandat, selvom hun efter sin rådhusbryllupssag havde meldt, at hun ikke ville fortsætte.
Mia Nyegaard var dengang nummer fem på listen, men fik flest personlige stemmer - nok til at blive nummer fem ved det københavnske valg. Afstemningen om at blive spids vandt hun foran Mette Annelie Rasmussen, der også sidder i den fem personer store R-gruppe.
På Frederiksberg er der ifølge TV2 Lorry genvalg som spids til Lone Loklindt (R) i kommunen, hvor De Konservative har siddet på magten siden 1909, men hvor det borgerlige flertal bag borgmester Simon Aggesen er det snævrest mulige - 13 ud af 25. Lige nu har S fire og De Radikale tre pladser i byrådet.
Ved KV17 var balancen tæt på at skifte, og Loklindt havde op til valget erklæret, at R ikke længere ville støtte en konservativ borgmester. Konservativ borgmester blev der nu alligevel, Jørgen Glenthøj fortsatte og blev i løbet af perioden afløst af Simon Aggesen, der i år er havnet i en sag med en "heldig bolighandel", som vil få oppositionen til at øjne et magtskifte.
Loklindt høstede med 1.834 næstflest personlige stemmer ved KV17 efter Glenthøj med 6.124, og foran S-spids Michael Vindfeldt (S), der stiller op igen, med 1.832, Aggesen med 1.613 og en-mands-V-gruppen, MF Jan E. Jørgensen med 1.531.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.