dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Formanden for Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen, skriver onsdag et nyt kapitel i debatten om det danske pensionssystem. Alt skal skrælles væk, siger han til Børsen. (Arkivfoto).
Roni Rekomaa/Ritzau Scanpix

Løkke foreslår stor reform af det danske pensionssystem

Løkke vil gøre rent bord og foreslår en ny pensionsform, der skal få flere til at blive på arbejdsmarkedet.
28. AUG 2025 6.27

Moderaternes partiformand, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, foreslår en stor reform af det danske pensionssystem. Det skriver Børsen.

I et interview med avisen lufter han blandt andet muligheden for en afskaffelse af Arne-pensionen, seniorpensionen og efterlønnen.

- Vi synes grundlæggende, at vi skal skrælle det hele væk, så vi får ryddet op i et meget kompliceret system, og så vi kommer væk fra en politisk dogmatik om, at nogle partier er meget forelsket i den ene eller anden ordning, og at man derfor ikke kan pille ved det, siger han.

Løkkes forslag vil konkret betyde, at de sidste rester af efterlønnen, Arne-pensionen - retten til tidligere tilbagetrækning - og seniorpensionen fjernes, skriver Børsen.

Mediet skriver også, at det samtidig betyder, at Lars Løkke dropper sit hidtidige krav om at nå til enighed i regeringen om pensionsdebatten, der længe har været et tema til debat mellem regeringsparterne - Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne.

S er ikke fan af forslaget

I slutningen af august sidste år lagde Løkke pres på Mette Frederiksen. Rørt brik skal flyttes, sagde han om emnet til Jyllands-Posten.

Han ville have sat gang i et arbejde med et grundlag for at diskutere fremtidens pension. Og det skulle helst gerne udmønte sig i en beslutning inden næste valg. Men den plan har han nu droppet, skriver Børsen. Mediet skriver, at regeringsmakkeren Socialdemokratiet ikke er tilhænger af forslaget.

Til Børsen siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen, at Socialdemokratiet står vagt om, at der skal være "gode, solide og tidlige tilbagetrækningsordninger" som for eksempel Arne-pensionen.

Ifølge Børsen foreslår Lars Løkke at erstatte de nuværende pensionsordninger med en "deltidspension".

Deltidspensionen vil betyde, at man - når man har et givent antal år tilbage, før man rammer folkepensionsalderen - får ret til at gå ned i tid og dermed løn, skriver mediet. Løntabet skal dækkes af staten, der vil give en form for pensionsydelse som kompensation, lyder forslaget.

Adspurgt af Børsen, hvad der skal ske med de danskere, der i dag er på Arne-pensionen eller seniorpensionen og ikke kan arbejde, svarer Lars Løkke, at der kan kigges på en form for "visitation".

Han siger til mediet, at han ikke har et menneskesyn om, at folk skal arbejde, hvis de ikke kan.

Argumentet for at afskaffe de nuværende ordninger er ifølge ham at gøre op med et "enormt kompliceret" system.

Blandede modtagelser

Hos Fagbevægelsens Hovedorganisation er reaktionen på Løkkes forslag, at det "rammer helt skævt".

- Det viser en manglende forståelse for lønmodtagernes virkelighed.

- Når to ud af tre under 50 år er bekymrede for, om de kan holde helt til pensionsalderen, så kræver det ikke forringelser - men holdbare løsninger, der giver lønmodtagere med lange og hårde arbejdsliv en reel mulighed for at trække sig værdigt tilbage, siger formand Morten Skov Christiansen i et skriftligt svar til Ritzau.

Hos Dansk Industri bliver det vel modtaget, at Lars Løkke vil lave omfattende ændringer af pensionssystemet.

- En af Danmarks allerstørste udfordringer nu og i fremtiden er manglen på arbejdskraft i både den private og offentlige sektor. Derfor er det ansvarligt at fortsætte med at reformere Danmark, siger Morten Høyer, politisk direktør i Dansk Industri, i et skriftligt svar til Ritzau.


/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/loekke-foreslaar-stor-reform-af-det-danske-pensionssystem

GDPR