Ledigheden fortsætter med at falde herhjemme. Det viser nye og sæsonkorrigerede tal for ledigheden fra Danmarks Statistik.
Ledigheden opgøres som bruttoledige. Det vil sige samtlige dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere, der er visiteret som jobparate, og som derefter er omregnet til fuldtidspersoner.
Fra maj til juni er ledigheden faldet med 5.300 personer til samlet 108.600 personer. Det svarer til en ledighedsprocent på 3,8. Med faldet er ledigheden nu på det laveste niveau siden coronakrisens start i marts sidste år.
Sammenlignet med februar sidste år er ledigheden i juni stadig lidt højere - helt præcist har der været 6.000 flere ledige.
De seneste måneder har ledigheden dog taget nogle gevaldige dyk, da den sammenlagt er faldet med 20.000 personer hen over maj og juni.
Vild tid
Cheføkonom i Arbejdernes Landsbank Jeppe Juul Borre kalder det en vild tid for dansk økonomi.
- Et ledighedsfald på op mod 20.000 på bare to måneder er jo helt absurd, og det sætter et tydeligt billede på, hvor hurtigt det går. Coronakrisen har budt på voldsomme ændringer, og heldigvis er det i den rigtige retning nu. Ledigheden er centimeter fra at indhente det tabte fra krisen, siger Jeppe Juul Borre i en skriftlig kommentar.
I Sydbank forventer cheføkonom Søren Kristensen ikke, at der kommer til at gå lang tid, før arbejdsmarkedet har indhentet det tabte fra coronakrisen.
Faktisk ser han en mulighed for, at det allerede kan være sket i juli.
- Jeg tror dog, at der har været lidt en vægt af, at når man åbner op, så går det rigtig stærkt, og at den resterende del går lidt langsommere. Så mit bud vil være, at vi skal bruge juli og august på at indhente det tabte, og så omkring 1. september, når sommeren er slut, så vil vi stå og kunne se, at vi har indhentet alt det tabte fra coronakrisen, siger Søren Kristensen.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.