Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Lavere dødelighed kræver samlet indsats

Det handler både om forebyggelse, borgernes sundhedsprofil og egnens vilkår for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, vurderer KKR-formand
24. JAN 2012 14.39

SJÆLLAND: Sjællandske sygehuse har landets højeste dødelighed - ikke mindst Nykøbing Falsters Sygehus - og den sag er på dagsordenen mellem de sjællandske kommuner og regionen.

- Jeg tror, man går galt i byen, hvis man lader en egns sygehus være alene om at tage sig af udfordringen med høj dødelighed. Det drejer sig nemlig ikke kun om behandling, men også om forebyggelse, borgernes sundhedsprofil og egnens vilkår for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, siger Vordingborgs borgmester Henrik Holmer (S), der er formand for KKR på Sjælland.

I går drøftede kommunerne sammen med regionen den seneste tids debat om den høje dødelighed på nogle af sygehusene i Region Sjælland, oplyser regionen.

- Det er afgørende, at den samlede indsats koordineres og styrkes mellem regionen og kommunerne. Parterne har allerede et godt udgangspunkt i forbindelse med sundhedsaftaler og sundhedsprofiler, og vi vil løbende intensivere indsatsen, siger Henrik Holmer.

Tre temaer i den samlede indsats er:

Styrket indsats på sygehuse for at nedbringe dødelighed
Patienternes generelle helbred (sundhedsprofiler) i de forskellige egne af regionen
De generelle vilkår for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft (bl.a læger og andet sundhedspersonale) i de forskellige egne af regionen

Som opfølgning på de ekstraordinære initiativer, der allerede er igangsat de sidste par år, har regionen blandt andet bevilget 1 mio. kr.  i 2012 til en målrettet indsats for at mindske dødeligheden på sygehuset i Nykøbing Falster.

- Men jeg tror også, det er vigtigt, at det suppleres af en bredere vifte af initiativer sammen med kommunerne, så vi sammen kan få en langtidsholdbar løsning på denne alvorlige udfordring, siger regionsrådsformand Steen Bach Nielsen (S).