dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Lærerforening deltog gerne i undersøgelse af undervisning i kontroversielle emner

En referencegruppe, der skal rådgive i forbindelse med en stor undersøgelse af, hvordan lærere tackler kontroverselle emner, er uden deltagelse af Danmarks Lærerforening.

Lige efter nytår vil Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) sætte gang i "en undersøgelse af lærerens mulighed for og erfaringer med at håndtere emner, der kan opleves som kontroversielle, herunder omfanget af og årsager til, at disse emner udelades fra undervisningen", skriver folkeskolen.dk

I den forbindelse har ministeriet udpeget en referencegruppe, som skal give rådgivning og sparring i processen med undersøgelsen. Her har Danmarks Lærerforening ikke fået plads, og det ærgrer næstformand Niels Jørgen Jensen.

- Danmarks Lærerforening har ikke fået en henvendelse angående undersøgelsen. Det kan godt undre mig og det er også noget, vi er kede af i foreningen, siger han til bladet.

I det hele taget er han lidt forundret over referencegruppens sammensætning, fortæller han og mener, at en lærer, som står på gulvet i klassen uden tvivl ville kunne bringe interessante perspektiver ind i diskussionen.

Bakker op om undersøgelsen

Næstformanden har tidligere sagt til Folkeskolen, at Lærerforeningen bakker op om en undersøgelse af læreres selvcensur, selv om foreningen ikke har fået nogen henvendelser fra medlemmer, der frygter for deres sikkerhed i forbindelse med undervisning i for eksempel Muhammedkrisen.

- Det er vigtigt, at vi bliver inddraget i den undersøgelse, regeringen arbejder på, så det ikke bliver en politisk sag, som udelukkende kommer til at handle om ’for eller imod Muhammed-tegningerne’”, sagde Niels Jørgen Jensen til folkeskolen.dk i midten af november.

Folkeskolen har spurgt Børne- og Undervisningsministeriet til udvælgelsen af medlemmer til referencegruppen og om, hvorfor der ikke er en repræsentant fra Danmarks Lærerforening eller en ’almindelig’ lærer i gruppen.

Ministeriet oplyser, at referencegruppen har til hensigt at rådgive den eksterne leverandør, der skal gennemføre undersøgelsen.

"Medlemssammensætningen er derfor foretaget med henblik på et bredt videns- og erfaringsgrundlag, og der er flere af medlemmerne, der er uddannede lærere og har lærererfaring", lyder det fra ministeriet.

Behov for synliggørelse

Blandt de udvalgte til referencegruppen er dommerfuldmægtig Nina Palesa Bonde fra Gruppen Paty, der længe har efterlyst en undersøgelse.

- Undersøgelsen er det første, der skal gøres. For hvis man kan få fastslået, at der er et problem, er det nemmere at kræve politisk handling. Selvfølgelig kan man sige, at problemet allerede er synliggjort, når en minister i forbindelse med behandlingen af et lovforslag siger, at udarbejdelsen af et undervisningsmateriale vil påvirke trusselsniveauet i Danmark. Men det har ikke ført til, at der er sket noget endnu. Ikke noget vi kan se, har hun sagt til Folkeskolen.

Gruppen Paty kæmper for læreres ret til trygt at kunne undervise i svære emner. Den franske lærer Samuel Paty blev dræbt af islamisk terrorist som hævn for at han i sin undervisning havde tilbudt sine elever at se de franske muhammed-tegninger.

cwa

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/laererforening-deltog-gerne-i-undersoegelse-af-undervisning-i-kontroversielle-emner

GDPR