Længst muligt i eget liv

Af Heidi Møller

Det' nemt!

Ordene stammer fra et slogan fra en af de mange reklamer, der jævnligt ruller over skærmen med den skævtandede, gør-det-selv-mand, Martin Brygmann. Sloganet er dobbelttydigt, fordi det netop refererer til relevansen af faglighed og fagkyndige.

Jeg fristes til at bruge selvsamme slogan om udviklingen af sundhedsområdet. For det er faktisk ikke så svært endda.

I slutningen af maj måned var der temamøde i KL om sundhed.  Danmarks bedste hoveder indenfor sundhedskendskab gav politikere fra hele landet gode råd med ud til kommunerne med det mål at fremme og styrke sundheden hos borgerne.

For mig at se starter vejen til sundhed med det 'sunde valg'. Vi skal fremme sundhedsskabende tiltag og skabe muligheder for, at den enkelte borger nemt kan vælge den sunde livsstil - og om muligt få støtte og hjælp til det.

Tag for eksempel skolerne. Det er et oplagt sted at starte. Helt fra børnene er små vænnes de til at blive fragtet rundt i bil. I skole, til sport, til venner, til byture... Man færdes ikke længere som en naturlighed på cykel.

Man kunne rundt ved skolerne, hvor tusindvis af børn hver dag læsses af til fare for de 'uheldige', der er sendt af sted på to hjul eller endnu værre, på egne ben, etablere aflæsningspladser et par hundrede meter fra skolen. Det lette valg (bilen) bliver pludselig det besværlige valg sammenlignet med cyklen, der kører hele vejen.

Eller hvad med skolernes frikvarter? På mange skoler er det stadig en mulighed for eleverne at fravælge det gode, nærende måltid til fordel for bagerens pizzasnegle eller nærbutikkens citronmåne. Hvorfor stopper skolerne ikke op i flok og tager ansvaret for at tilbyde eleverne mulighed for at træffe bedre valg? Et lukrativt udbud af købemad i en skolebod bør erstatte den strøm af elever, der dagligt i tidsrummet halv tolv til tolv siver rundt overalt omkring skolerne med bagerposer og smøger i hånden.

For man må nemlig heller ikke ryge på skolernes område, og nogle teenagere er allerede så afhængige af den saliggørende nikotin, at en hel dag uden tågerne anses for svært ubarmhjertigt.

Skolernes rygepolitik har gjort meget; om føje år tænker jeg, at man vil kunne spore i statistikkerne, at skolernes ansatte er gode rollemodeller, der ryger deres tobak vel ude af elevers påvirkelige åsyn. Men vi mangler det sidste skridt i at tage fuldt ud hånd om ikke bare den forebyggende sundhed, men i høj grad også den opbyggende!

Lad os blive i skolernes verden! Man skal ikke være et geni for at vide, at bevægelse i hverdagen fremmer sundheden. Men så snart børnene starter i folkeskolen trænes de til nøjagtigt det modsatte; at sidde stille! (Endog helst uden protester.)

Kan man finde nye veje, der indtænker bevægelsen i hverdagen? Eventuelt via et samarbejde mellem de lokale sportsforeninger, SFO og skole?

Bevæger vi os over i den anden ende af aldersskalaen, nemlig de ældre, var et af de udsagn, der gjorde stærkt indtryk på mig dette: 'systemet virker for systemets skyld - det virker ikke for borgerens skyld med udgangspunkt i dennes behov!'

Det er jo et temmelig stærkt udtryk. Men ikke desto mindre synes jeg, at tiden er inde til at kigge vores systemer efter i sømmene. Virker det vi gør? Hvordan virker det? For hvem virker det? Hvis vi finder os selv fastlåste må vi søge nye veje. Vi må fokusere på, hvilke behov borgeren har og tilstræbe at løse disse.

I Esbjerg Kommune er man allerede langt på dette område, hvor ideologien er 'hjælp til selvhjælp'. Det synes jeg er både rigtigt og værdigt for alle borgere. For når en kommune overtager plejeopgaven af en ældre, gøres de passive. For mig at se hænger et aktivt og selvhjulpent liv tæt sammen med et værdigt liv.

Et liv hvor man er 'længst muligt i eget liv'!

Et helt samfund har i alt for lang tid siddet fast i en bestemt opfattelse af, hvad ældre borgeres behov egentlig er, og vi har anlagt et helt samfundssyn på den antagelse. Man har traditionelt opfattet ældre mennesker som mennesker uden fremtid - de er groft sagt symbolsk parkeret på tilværelsens rasteplads. Men dette er langt fra sandt. Fremtidens ældre er aktive hele livet. Fremtidens ældre ønsker ikke at være afhængige af nogen. Fremtidens ældre har en fremtid - uanset alder! Fremtidens ældre er dig og mig - bare om 30-40 år!

Jeg tror, at der er brug for at ændre det grundlæggende syn på, hvad ældre mennesker er, hvilke behov de har, og hvordan vi kan tilpasse vores services til det.

Et af de helt store områder jeg ser i spil her, er det der hedder velfærdsteknologi. F.eks. touchskærme, der viser den ældre dagens program, og sms-systemer, der minder om aftaler. Dén udvikling kræver politisk risikovillighed, tværpolitisk samarbejde og god kommunikation fra kommune til samfund/borger.

Udviklingen af borgersundhed kræver nytænkning, samarbejde på tværs af faggrupper og fagområder, nedlæggelse af 'silo-tankegangen og et vedtaget mål om vedvarende fokus, udvikling og evaluering.

Det' nemt!

 

Medlem af sundheds- og omsorgsudvalget i Esbjerg, Heidi Møller (S)

Foto: http://www.flickr.com/photos/dotbenjamin/