Lægetilbud på Endelave og Tunø skal drives fra Sunds og Solbjerg
Tunø Færgehavn.
Foto: Morten Rasmussen, Ritzau Scanpix

Lægetilbud på Endelave og Tunø skal drives fra Sunds og Solbjerg

Fra 1. maj åbner Lægerne i Sunds konsultation på Endelave, og Lægerne i Solbjerg åbner konsultation på Tunø. På begge øer skal der være fuldtidslæge i fire sommeruger.
22. JAN 2020 11.53

MIDTJYLLAND / HORSENS / ODDER: Region Midtjylland har fundet de to lægehuse, som skal drive fremtidens lægetilbud på henholdsvis Tunø og Endelave. På Endelave skal Lægerne i Sunds holde åbent i konsultationen to dage om ugen, mens Lægerne i Solbjerg skal holde åbent en dag om ugen på Tunø. Lægetilbuddet er både for øens beboere og for besøgende.

Repræsentanter fra begge øer, Region Midtjylland og kommunerne Horsens og Odder har sammen udstukket rammerne for begge lægetilbud. Udover konsultation på øerne skal lægerne tilbyde hjælp via telefon, e-mail og videokonsultationer.

På Endelave har Alles Lægehus drevet udbudsklinik for regionen i fire år med læge Lis Frederiksen tilknyttet. Hun fortsætter hos Lægerne i Sunds. 

Aftalerne med begge lægehuse er indgået uden tidsbegrænsning, hvilket ifølge sundhedsloven kun er muligt, når praksis ejes af en eller flere praktiserende læger.

- Jeg er rigtig glad for at beboerne på begge øer nu får mulighed for at vælge en læge, de kan beholde i mange år. Kontakten med Alles Lægehuse fungerede og hjalp os med at fastholde det lokale lægetilbud på Endelave, siger Annette Roed (S), formand for Nære Sundhedstilbud.

I fire uger i juli skal lægehusene stille med en sommerlæge, der er på øen døgnet rundt. Sommerlægen skal aflaste den kommunalt ansatte ø-sygeplejerske, der er på begge øer, og behandle skader og akut sygdom hos borgere og turister. 

På Endelave deler lægerne Dorthe Hagensen og Agnes Jørgensen opgaven som sommerlæge, hvor de hver bor og arbejder på øen to uger i juli. På Tunø er den foreløbige plan at alle fire Solbjerg-læger deles om sommerugerne.

  • Endelave i Horsens Kommune har 160 beboere. Færgeturen til øen tager cirka en time fra Snaptun havn.
  • Tunø i Odder Kommune har 110 beboere. Færgeturen til den bilfri ø tager cirka en time fra Hou havn.

ka

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt