dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Kulturstøtten – hellere skære og omfordele i ét hug

Det kan være svært at flytte og omprioritere kulturkroner. Kulturmødet diskuterer også fordelingen af kulturkroner, og kulturministeren vil hellere skære i ét hug end at smøre det tyndt ud
25. AUG 2017 11.23

NYKØBING MORS: Kulturbudgetterne er i mange år, som om de har været støbt i beton og uddelt på baggrund af tradition og historie end konkrete prioriteringer. Det vil kulturminister Mette Bock (LA), gerne gøre op med, men kan det overhovedet lade sig gøre?

Det og kulturstøtten bredt blev i dag diskuteret på på Kulturmødet i Nykøbing. I panelet  var ud over Mette Bock også Niels Frid-Nielsen, journalist og kommentator hos DR, Alexander Øllgaard, violinist og tillidsrepræsentant hos Det Kgl. Kapel samt Gitte Ørskou, museumsdirektør fra Kunsten og formand for Statens Kunstfonds bestyrelse.

Fokus på debatten var orkestrene, museerne, teatrene og alt det andet. Mette Bock startede med at fastslå, at kulturstøtten er blevet bredt ud i tyndere og tyndere lag.

- Jeg vil helst tage beslutninger, der flytter noget, og det betyder, at nogle bliver skuffede og kede af det, men forhåbentlig også nogle der bliver glade. Mit fokus er borgerne og mødet mellem kulturen og borgerne.

Moderator Lasse Marker spurgte kulturministeren, om hvordan det så er blevet modtaget, da hun allerede er lykkedes med at flytte 8 mio. kr. inden for orkestrene?

- Det er modtaget med lige så stor kritik, ballade og diskussion, som hvis vi havde nedlagt et af orkestrene og oprustet på de øvrige. Man kan lige så godt gøre det hele i ét hug – fordi der bliver lige meget ballade, uanset om det er lidt eller meget, man flytter eller skærer, svarede Mette Bock.

Visioner først
Til Alexander Øllgaard stillede moderator Lasse Marker spørgsmålet:

- Du har tidligere kritiseret Bertel Haarder for ikke at ville nok. Nu har du fået en minister, der virkelig brænder for dette område, hvad er problemet?

- Jeg kan ikke lide titlen på denne debat, fordi den er ukunstnerisk. Det første spørgsmål burde være: 'Hvilket kulturliv ønsker vi', og derfra kan vi snakke visioner. Vi kunne jo heller ikke i forbindelse med Storbæltsbroen sætte os ned og snakke om: 'Vi har 5 mia. kr., lad os se, hvor meget bro, vi kan få for det', svarede Alexander Øllgaard.

I forhold til snakken om landsdelsorkestrene og kulturprioriteringerne generelt, slog Mette Bock fast, at det er en fuldstændig falsk forudsætning at tro, at det her handler om hovedstaden kontra provinsen.

- Vi skal have en stærk kulturhovedstad med institutioner, der kun findes én af. Men vi skal også sikre os, at man i hele landet har adgang til kultur på et højt niveau. Det er en bunden opgave, og der er ingen modsætning deri, fastslog hun.

Kæmp mod Apple, YouTube og Google
I forhold til musikernes vilkår i Danmark, slog Niels Frid-Nielsen fast, at den samlede kulturstøtte er ganske beskeden i forhold til den samlede internationale underholdnings- og oplevelsesindustri.

- Vi skal skabe infrastruktur, musikskoler og scener til de nye talenter, og så skal vi sætte de store multinationale musikudbydere, Apple, Youtube, Google til dels Facebook stolen for døren. Vi må skaffe de digitale ophavsrettigheder hjem til de danske musikere. Ophavsretten er nøglen til fremtidens kultur, sagde han, og Mette Bock supplerede:

- Vi er allerede i gang med at få EU ind over dette problem.

Som en afslut på debatten om støtten til orkestre og musik, fortalte Mette Bock, at der netop i dag offentligøres en rapport om de danske musikskoler.
- Det er kun syv pct. af de deanske børn, der bruger musikskolerne. Det er meget lidt. Noget af det, jeg savner deri er en debat om relationen mellem musikskolerne, skolerne og musikkonservatorierne. Vi bliver nødt til at nedbryde den silotænkning, og det gælder hele kulturområdet, sagde Mette Bock, der uddybede:

- I denne snævre forsamling kan jeg godt sige, at der er plads til forbedring af musikundervisningen i skolen. Så har vi et problem med musikskolerne, der skal indordne sig, at vi har fået længere skoledage, og det trænger musikskolernes aktiviteter ud i en periferi. Så tænker jeg, hvorfor trækker man ikke den søjle mere ind i grundskolen, i stedet for at se den som et hus med lukkede vinduer og døre. Det da dumt.

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/kulturstoetten-hellere-skaere-og-omfordele-i-et-hug

GDPR