dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Formanden for Økonomidirektørforeningen, vicekommunaldirektør Tom Ahmt, Aabenraa kommune. Foto: Aabenraa Kommune

Kommunerne sparer og staten bruger pengene

Effekten af omprioriteringsbidraget vil først slå fuldt igennem fra næste år
4. SEP 2015 8.31

Regeringens nyskabelse på det kommunale budgetområde, omprioriteringsbidraget, bliver en supplerende udfordring for lokalstyret. Flere ting har i år spillet ind, så effekten af nyskabelsen ikke har fået fuldt gennemslag, men det bliver anderledes de kommende år, forudser formanden for Økonomidirektørforeningen, Aabenraas vicekommunaldirektør Tom Ahmt, som dknyt har bedt om at vurdere denne og andre usikkerhedsfaktorer i den kommunale budgetlægning.

I år har forløbet med omprioriteringsbidraget været forsinket i forhold til et normal-år på grund af folketingsvalg og regeringsskift, desuden blev det tidsmæssigt komprimeret i kraft af usædvanligt hurtigt overståede forhandlinger om den kommunale økonomiaftale, og endelig blev inddragelsen af 2,5 mia. kr. og tilbageleveringen af knap 2 mia. kr. til regeringens prioriterede formål handlet af i en og samme arbejdsgang, således at de samlede vilkår i store træk blev klarlagt under ét.

Næste år bliver det en mere kvalfuld proces.

- Vi får en situation, hvor kommunerne sparer, og staten bruger pengene. Det bliver ikke specielt spændende for kommunerne og lokalpolitikerne at tage alle de tæsk, det giver, og det er i virkeligheden en udfordring for det kommunale selvstyre, lyder Tom Ahmts udlægning.

Den halve milliard er tabt
Omprioriteringsbidraget er på 1 pct. hvert år. I runde tal 2,5 mia. kr. I 2016 får kommunerne knap 2 mia. tilbage til at bruge på regeringens fokusområder ældre, børn og folkeskole, og forskellen, den halve milliard, er tabt for kommunerne ikke bare i 2016 men også de kommende år.

Næste år skal der så findes yderligere 1 pct., altså nye 2,5 mia. kr., men af dem kan man ikke nødvendigvis forvente at få noget tilbage. Dvs. kommunerne skal forberede sig på at finde besparelser for 2,5 mia. kr. i 2017, 5 mia. kr. i 2018, og 7,5 mia. kr. i 2019.

I det omfang der kommer penge retur, kan det enten ske i forbindelse med regeringsforhandlingerne om kommunernes økonomiaftale i juni, eller i forbindelse med finanslovsforhandlingerne i november. Den korte version af de to scenarier er, at juni er godt, mens november er skidt. I juni kan man nå at indregne pengene, i november er situationen anderledes:

- Selv hvis nogle af pengene kommer tilbage til øremærkede indsatser, så vil besparelserne i kommunerne typisk blive vedtaget i oktober - og vi taler her om at lukke skoler, at skære ned på hjemmehjælp, at afskedige medarbejdere og den slags - og så kommer finansloven i november og giver os nogle af pengene igen, siger Tom Ahmt.

Den slags tærer på lokalpolitikernes politiske kapital over for borgerne, det tærer på kommunernes administrative og personalemæssige ledelse, og det tærer på medarbejderne i organisationen.

Tidsforskydningen bliver tydeligere
I år har som nævnt været en undtagelse i forhold til processens forløb, men næste år vil tidsforskydningen blive tydelig, og når det først går op for lokalpolitikere, fagforeninger og medarbejdere hvad det kommer til at betyde, så vil de ikke sidde og se stiltiende på det, lyder Tom Ahmts gæt.

Men det er jo ikke en ukendt forhandlingsmæssig øvelse, heller ikke internt i kommunerne, at først skræmmer man livet af folk med nogle voldsomme sparekrav, og bagefter lemper man lidt på dem, så folk ender med at blive lettede og glade i stedet for at være vrede og sure?

- Det er selvfølgelig et spil, vi er en del af, jo. Men kommunerne lægger budget fra juni til oktober, og staten i november, så hvis man tager 2,5 mia. kr. fra kommunerne og bagefter via finansloven giver dem til fx de ældre, så står vi med en stop-go-politik der er lige svær at administrere og forsvare, siger Økonomidirektørforeningens formand.

 

I sammenligning er de andre jokere i den kommunale budgetlægning, refusionsomlægningen og det ekstraordinære finansieringstilskud, mindre bekymringer. Se artiklen Kommunal budgetlægning med tre jokere.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/kommunerne-sparer-og-staten-bruger-pengene

GDPR