Af Knud Abildtrup
En konsekvens af strukturreformen blev, at natur- og miljøområdet, som kommunerne overtog ansvaret for, skulle certificeres. Det bestemte en lov i 2006 - og nu ved årsskiftet har fire akkrediterede firmaer gennemført forløbene rundt omkring i samtlige kommuner.
- De største udfordringer har vi nok mødt i de sammenlagte kommuner, fortæller markedschef Kåre Appel Weng fra DS Certificering til dknyt. Han har haft møder med 30-40 kommuner - og DS Certificering står da også for over halvdelen af certificeringerne:
- Hvor en lille afdeling på fem-seks ansatte er blevet lagt sammen med nabokommunerne, så de pludselig er 15-20 sammen - deriblandt måske et par stykker fra det gamle amt - og hvor de måske fortsat arbejder forskellige steder i kommunen, da vil der i særlig grad være brug for styring af kvaliteten.
- Blandt de fortsættende kommuner - ikke mindst de store, og dem der allerede arbejde efter ISO-systemerne (ISO 9001 danner baggrund for kravene i Kvalitetsstyringsloven, red.) finder vi de kommuner, hvor processen er foregået mest smertefrit.
- Men der har været udfordringer alle steder, fordi alle kommuner har haft forskellige rutiner, der skulle ensrettes og kvalitetssikres, og fordi de har været meget pressede på ressoucer og tid til opgaven. Den almindelige sagsbehandling skulle jo klares ved siden af, siger Kåre Appel Weng, der også kan fortælle om en meget stor forskellighed i måden at gribe kvalitetsstyring an på.
Som i sommerferien
Indstillingen til opgaven har også betydet meget. Kåre Weng plejer at give et illustrativt eksempel fra en lille kommune, som altid har været vant til at lave en særlig sommerferieordning: Når en kollega med ansvar for landbrug tog på ferie, måtte hun sørge for, at de andre vidste, hvordan de skulle håndtere sagen, hvis der kom et gylleudslip. Det er på en måde samme princip, der har skullet gennemføres for alle procedurer, så man smertefrit kan finde ud af, hvordan man gjorde sidste gang, man skulle godkende en mølleplacering - også selv om man ikke har den slags sager så ofte.
Kommunale sagsgange er blevet undersøgt - bl.a. om medarbejderne har de rette kompetencer til at løse opgaverne, for eksempel i forbindelse med miljøgodkendelser, og det bliver også sikret, at afgørelserne har hjemmel i lovgivningen og at der bliver lavet procedurer for, hvordan man håndterer en sag fra første henvendelse til evt. godkendelse/afslag samt håndtering af klager og tilfredshed blandt borgerne med sagsbehandlingen. I det hele taget er der arbejdet meget med gennemskuelighed og ensartethed i sagsbehandlingen.
- Generelt synes vi, at kommunerne fortjener stor ros for den måde, de har løftet opgaven på. Der vil altid være nogen, der har større udfordringer end andre, men generelt har engagementet været der, når først medarbejderne havde fundet ud af, at det ikke kun handlede om, at indføre nye kontrolsystemer - og det har været vigtigt for os, nemlig at bidrage til, at systemerne giver den enkelte medarbejder værdi, siger Kåre Appel Weng.
Kvalitetsstyringen skal nu følges op en gang årligt.
Udover DS Certificering har Bureau Veritas, Force Certification og Det Norske Veritas udstedt kvalitetscertifikater.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.