Fra 2026 skal affald i det offentlige rum kunne sorteres, det siger en forordning EU har vedtaget. Miljøministeriet er stadig ved at finde ud af, hvordan det skal se ud i Danmark.
Nogle kommuner har allerede gjort sig erfaringer i forbindelse med Fremfærd-projektet "Affald i det offentlige rum". De delte deres erfaringer på en konference afholdt af KL og 3F. Det skriver Viden på Tværs.
- Det kan handle om alt fra opsætning af skraldespande, nudging og affaldssortering til henkastet affald, kompetenceudvikling af medarbejdere og samarbejde med civilsamfund og erhverv, siger Loke Bisbjerg Nielsen, der er seniorkonsulent i Behave Green til mediet.
Mindre affald i naturen end tidligere
En af de gode nyheder der kunne deles var, at man i årets analyse fra Hold Danmark Rent kunne konstatere, at der i 2024 var 22 pct. mindre henkastet affald i kommunerne, end der var i 2023.
Især mængden af skodder og andet småt affald er faldet. Begge områder er faldet med 34 pct.
Ifølge Viden på Tværs skyldes faldet, at mange kommuner har gennemført indsatser omkring cigaretskodder, men også at mange frivillige og foreninger er begyndt at samle skrald.
- Koncentrer jer om de kritiske lokationer, dér hvor der er helt særlige udfordringer og nøjes med at vedligeholde alle andre lokaliteter, siger Anette Juul Jensen, direktør i Hold Danmark Rent.
De kritiske lokaltioner er havne, stationer, indkøbscentre, torve, sidegader og parkeringspladser i byområder.
Kreative løsninger nudger borgerne
Kommunerne har afprøvet en lang række projekter, der skal hjælpe borgerne til at træffe bedre valg om, hvor de gør af deres affald.
I Odense har man gennemført et pilotprojekt, der undersøger, hvor godt borgerne sorterer affald i det offentlige rum. Der erfarede man, man ved at arbejde med billeder, piktogrammer og større skrift kunne nudge borgerne til at sortere bedre. Det skriver Viden på Tværs.
I Helsingør har man malet affaldsspandende forskellige farver, så farven passer til det indhold der skal i dem.
I Horsens blev borgerne mødt af Jacob Haugaards stemme, når de smed affald i en række af byens containere, hvilket blev taget godt imod. Men ifølge Lisette Kornum, som er planlægger i Nordsjællands Park & Vej virker det ikke alle steder. I Helsingør og Fredensborg har det ikke være en succes blandt borgerne.
- De synes, at det larmer og ønsker ikke, at andre bliver opmærksomme på, når de smider noget ud. Og så bliver man bare træt af en stemme, der hele tiden siger "Velkommen til Hamlets by", siger Lisette Kornum og understreger, at det kræver mange ressourcer, at holde nudging-effekten kørende.
MBH
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.