dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
I 2024 blev der delt rekordmange p-afgifter ud i Danmark. Samtidig tjente kommunerne mere end nogensinde før på parkering. Højest var indtjeningen i København, Aarhus og Frederiksberg.
Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Kommuner udskriver p-afgifter mere end nogensinde før

Kommuner udskrev i 2024 rekordmange p-afgifter og havde en samlet parkeringsindtægt på 1,2 milliarder kroner.
1. SEP 2025 7.39

Danske bilister fik i 2024 udskrevet rekordmange parkeringsafgifter, og landets kommuner tjente mere end nogensinde før på parkering.

Det viser den årlige undersøgelse af kommunernes parkeringsindtægter fra FDM, som er en interesseorganisation for bilister.

I alt blev der givet 627.825 p-afgifter sidste år. Det er en stigning på næsten 60.000 sammenlignet med året før.

Men de mange afgifter er ikke nødvendigvis et udtryk for, at bilisterne er blevet mindre lovlydige, lyder det fra FDM.

- Det, vi hører fra vores medlemmer, er en oplevelse af, at der bliver færre og færre parkeringspladser. Især i de større byer, siger chefkonsulent i FDM Dennis Lange.

- Det betyder så også, at der er bilister, som i sidste ende føler sig presset til at parkere bilen ulovligt. Simpelthen fordi der ikke er andre muligheder.

1,2 milliarder kroner

I 2024 havde kommunerne en samlet bruttoindtægt på over 1,2 milliarder kroner fra parkering. Det er en stigning på 52 procent over ti år. Omkring en fjerdedel stammer fra afgifter, mens resten kommer fra betalingsparkering.

- Det er i hvert fald et udtryk for, at det er blevet dyrere og dyrere at være bilist, siger Dennis Lange.

- Men det er også et udtryk for, at der er flere og flere kommuner, der får betalingsparkering.

Her bliver zonerne for betalingsparkering desuden udvidet, og taksterne bliver hævet, siger Dennis Lange.

- Derfor bliver det desværre til et rekordbeløb nærmest hvert eneste år, tilføjer han.

Indtægterne er særligt høje i Københavns Kommune, som alene stod for 717 millioner kroner. Derefter følger Aarhus og Frederiksberg.

FDM anerkender, at betalingsparkering i nogle tilfælde kan være nødvendig som trafikregulerende værktøj. Men organisationen stiller spørgsmålstegn ved, om økonomien i nogle kommuner er blevet den reelle drivkraft.

- I stigende grad er vi helt sikre på, at det er et aspekt, der i højere grad spiller ind – at kommunerne bruger betalingsparkering som en måde at hive en ekstra indtægt ind, til trods for at det er ulovligt, siger han.

FDM mener, at kommunerne bør lave flere parkeringspladser, når der er stor efterspørgsel, i stedet for bare at sætte priser og afgifter op.

Organisationen ønsker også, at flere kommuner får trukket deres indtægter fra betalingsparkering fra i det beløb, de får fra staten - altså bloktilskuddet. I dag sker det kun i København og Frederiksberg.

Emne til KV25

I den danske hovedstad har spørgsmålet om parkeringspladser været op til debat frem mod kommunalvalget i år.

Socialdemokratiets overborgmesterkandidat, Pernille Rosenkrantz-Theil, lovede i maj, at partiet vil have flere parkeringspladser i København. Det sagde hun i et interview med Politiken.

Det er på trods af, at partiet for fire år siden ville fjerne en tredjedel af de københavnske parkeringspladser.

Den U-vending har mødt kritik fra Enhedslisten, hvor teknik- og miljøborgmester Line Barfod kort efter kaldte det for en "sort plan".

Barfod sagde til P4 København, at København i årtier har "arbejdet på at blive en grøn cykelby og gøre det så nemt som muligt at komme rundt på cykel i København, fordi vi har begrænset plads".

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/kommuner-udskriver-p-afgifter-mere-end-nogensinde-foer

GDPR