Samarbejdsaftalen mellem Bycirklen og Wuxi blev indgået i 2007 og selv om Kina-samarbejdet med sine to år på bagen således stadig må siges at befinde sig i sin spæde start, har der allerede fundet en række succesfulde udvekslinger og konkrete projektaktiviteter sted – især inden for uddannelsesområdet.
Det usædvanlige og særdeles dynamiske internationale samarbejde har som første prioritet at forberede børn og unge i de respektive kommuner på en fremtid, hvor Kina kommer til at spille en fremtrædende rolle i verdensøkonomien.
Samarbejdet åbner op for udveksling af viden og erfaringer inden for en række områder, og det skal netop være med til at sikre at myndigheder, virksomheder og uddannelsesinstitutioner er sammen om at sætte fokus på og udvikle de kompetencer, der er krævet inden for et nyt økonomisk verdensbillede.
Konference om Kina
Bycirklens samarbejde med Wuxi har også skabt et stærkt samarbejde på tværs af forskellige fagområder, institutioner, foreninger og virksomheder internt i Bycirklen. Nu samles Bycirklens kommunalpolitikere til en konference om Kina, forud for en drøftelse af det fortsatte samarbejde med Wuxi. På konferencen deltager bl.a. tidligere udenrigsminister og medlem af Udenrigspolitisk Nævn, Mogens Lykketoft, som også er medforfatter til den populære bog ’Kina drager’.
- Samarbejdet har indtil nu kørt som et to-årigt pilot-projekt, og inden den politiske drøftelse om projektets videre forløb har vi ønsket at samle vores kollegaer til en konference, der skal give mere information om udviklingen i Kina og resultaterne og perspektiverne for vores samarbejde, siger Ole Find Jensen, Borgmester i Frederikssund Kommune og formand for Bycirklen i 2009.
- Projektet er i vores øjne en stor succes, som vi kan bygge videre på, og konferencen skal være med til at synliggøre de fremtidige aspekter og udviklingsmuligheder det giver, først og fremmest for vores børn og unge, at vi samarbejder med en kinesisk kommune. For dette samarbejde skal være med til at forberede både børn og unge samt Bycirklens borgere og ansatte på den fremtidige aktør, som Kina i kraft af globaliseringen før eller siden vil blive, siger Ove E. Dalsgaard, Borgmester i Ballerup Kommune.
Vil lære om lavenergihuse og affaldshåndtering
Kineserne er på deres side meget interesseret i at lære mere om de danske miljø- og energiløsninger, og et netop overstået besøg fra Wuxi er således et godt eksempel på projektets mål og succes. Her besøgte den kinesiske samarbejdspart bl.a. ’Stenløse Syd’, for at få indblik i et banebrydende lavenergibebyggelsesprojekt, samt hørte om energi- og klimaløsninger hos ’Siemens’ i Ballerup. Ligeledes har det kommunalt ejede ’Vestforbrænding’ haft besøg af flere kinesiske delegationer, som har hentet inspiration og know-how til opførelsen af tre forbrændingsanlæg i Wuxi.
- Klima og miljø er et af de områder, hvor et højt udbytte af samarbejdet kan opnås, ikke mindst for vores erhvervsliv. Vi har således også inviteret repræsentanter fra Udenrigsministeriet til at deltage i konferencen, for at sætte fokus på de muligheder som et lokalt samarbejde med en kinesisk kommune giver os og hvorfor det er vigtigt at vi på flere fronter har fokus på Kina, både med hensyn til at fremme egne lokale forhold, men også for at kunne præge udviklingen positivt i Kina, siger Svend Kjærgaard Jensen, Borgmester i Egedal Kommune.
FAKTA:
*Bycirklen, som består af kommunerne Frederikssund, Ballerup og Egedal, indgik i foråret 2007 en samarbejdsaftale med Wuxi, der med sine omkring fem millioner indbyggere ligger 100 km nordvest for Shanghai.
*Konferencen afholdes den 9. marts for de tre kommuners kommunalpolitikere og direktioner på Stenløse Rådhus. På konferencen deltager tidligere udenrigsminister og medlem af Udenrigspolitisk Nævn; Mogens Lykketoft og chef for UM’s task force og tidligere generalkonsul i Shanghai, Carsten Boyer Thøgersen.
*Endvidere vil kommunalpolitikerne mødes med ansatte, elever og øvrige som er involveret i projektet og har fået ’hands on’ erfaringer via udvekslinger og konkrete aktiviteter.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.