dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Billetterne bliver revet væk til storskærmsarrangementerne, her EM-stemning i Ceres Park i Aarhus i lørdags.
Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix

Kommuner er klar til fodboldfest

Flere har valgt at stille storskærme op til aftenens EM-semifinale.
7. JUL 2021 7.05

Mens de fleste kommuner overlader det til private at arrangere storskærmsvisning af aftenens EM-semifinale, har en række kommuner valgt at bidrage til fodboldrusen og stable et arrangement på benene. 

De gældende coronarestriktioner betyder dog, at det har krævet en del forarbejde. Alle skal vise gyldigt coronapas, der må højst være 5.000 tilskuere i alt til et arrangement, og de skal være opdelt i klart adskilte sektioner á. maksimalt 1.000 tilskuere med mindst to kvm pr. person og egne salgssteder og toiletter. 

Af samme grund kræves der billet til mange af arrangementerne, og de er for længst revet væk. 

Et lille udpluk af arrangementer:

I Odense har kommunen, cityforeningen og det lokale bryggeri inviteret til gratis storskærmsarrangement i Kongens Have, som man også gjorde i lørdags. Her er plads til 3.000 deltagere, oplyser kommunen. 

Esbjerg Kommune har opstillet storskærm på byens stadion og har tilbudt plads til 1.000 tilskuere. Der opkræves 100 kr. pr. billet, hvilket knap nok dækker rettighederne til at vise kampen, skriver JydskeVestkysten.  

I Kolding er kommunen medarrangør sammen med bl.a. City Kolding, og her bliver plads til 1.000 tilskuere foran rådhuset på Akseltorv. Kvartfinalen i lørdags blev vist samme sted, og da sendte DR direkte fra torvet.

- Vi laver først og fremmest storskærm, fordi det er en god oplevelse, som samler borgerne, men det skader bestemt ikke, at vi samtidig fik lidt PR på direkte tv, siger borgmester Jørn Pedersen (V) til Ugeavisen.

Vejle har valgt at bruge godt en mio. kr. på at vise Danmarks EM-kampe gratis på storskærm, herunder semifinalen onsdag, skriver DR. Der bliver plads til 4.000 gæster mod 2.000 ved de hidtidige kampe, men alligevel var billetterne revet væk på 17 minutter. 

- Der er sikkert dem, der mener, at vi kunne bruge pengene på noget andet, men jeg synes, at kultur, fest og glade dage er den del af det, der skal prioriteres. Det er en folkefest, og folk har brug for en folkefest efter så lang tid med corona, siger Dan Anløv Jørgensen (K), formand for kultur- og idrætsudvalget, til DR.

Nyborg Kommune opstiller storskærm til 2.000 nyborgensere på Torvet i samarbejde med Nyborg Handel, oplyser kommunen.

Faaborg-Midtfyn har lejet storskærm, som 1.000 borgere kan se på Slagterigrunden, mens en lokal erhvervsmand betaler for rettighederne ifølge Fyens Stiftstidende.

I Aarhus har kommunen og AGF stillet storskærm op på stadion, mens bl.a. Musikhuset og private står bag andre udendørs arrangementer i byen.  

Her har Midttrafik besluttet at lede alle busser uden om den centrale del af byen ud på aftenen, efter at der lørdag aften var så meget fest i gaderne efter kvartfinalen, at trafikken gik i stå. 

Københavns Kommune har overvejet, men måttet opgive at arrangere storskærmsvisninger udover de to ved Øksnehallen og på Ofelia Plads, som Euro 2020 Copenhagen står for. Det vil være en for vanskelig opgave at organisere en større visning på fx Rådhuspladsen med de gældende restriktioner, forklarer kommunen til TV2 Lorry

Også Lollands borgmester, Holger Schou Rasmussen (S), må skuffe de mange lolliker, som spørger ham, siger han til Folketidende. Dels vil det være for dyrt, dels vil det være svært at stille storskærm op i én by og ikke de andre.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/kommuner-er-klar-til-fodboldfest

GDPR