
RANDERS: I dag mandag vil Randers' kommunaldirektør, Jesper Kaas Schmidt, indgive politianmeldelse imod et byrådsmedlem i Randers for overtrædelse af straffeloven.
Det bekræftede kommunaldirektøren i weekenden over for Randers Amtsavis og afviste samtidig at sige mere om, hvem og hvad sagen handler om.
Peter Møller Kjeldsen (Østbroen) har imidlertid senere skrevet på Facebook, at det er ham, der vil blive meldt til politiet. Han mener ikke, at anklagen er berettiget, understreger han, og tilføjer:
"Jeg er dog, ligesom det øvrige byråd, underlagt tavshedspligt i sagen - og har derfor ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt."
Tre medarbejdere
Amtsavisen kan imidlertid fortælle, at det handler om, at tre medarbejdere fra forvaltningen havde følt sig truet af Peter Møller Kjeldsen under et borgermøde om den planlagte klimabro over Randers Fjord – en bro, som er selve årsagen til, at Østbroen opstod op til KV21 som en protest mod planerne. Listen ønsker en bro længere østpå.
Ifølge avisen har advokatfirmaet Horten vurderet, at der er grundlag for at melde politikeren for trussel om vold mod embedsperson.
Og da et flertal i byrådet tidligere har besluttet, at det er kommunaldirektøren og ikke byrådet selv, der efter rådgivning fra et advokatfirma træffer beslutninger om eventuelle politianmeldelser, vil han derfor melde sagen til politiet.
Endnu en anmeldelse
At det lokale dagblad har kunnet fortælle om detaljerne i sagen, har derpå fået Østbroens formand og borgmesterkandidat, Erik Bo Andersen, til at melde både kommunaldirektøren og det samlede byråd, som har fået en orientering om sagen, til politiet.
"Det er faktuelt, at en eller flere personer har brudt tavshedspligten i denne sag. Vi er i Randers ikke ubekendt med, at fortrolige og tavshedsbelagte oplysninger desværre ofte bliver lækket. Men uanset hvad er det ulovligt, og de, som gør det, skal straffes," fastslår Erik Bo Andersen ifølge Randers Amtsavis i en pressemeddelelse.
Kommunalforsker Roger Buch kalder sagen en ægte møgsag. For Peter Møller Kjeldsen er selvfølgelig uskyldig, til en domstol måtte konkludere det modsatte. Men sagen er næppe afgjort før kommunalvalget, og derfor er den potentielt skadelig for listens omdømme, siger han til Randers Amtsavis.
Østbroen kom i byrådet med to mandater ved KV21, men har siden fået tilgang af to tidligere konservative og en tidligere socialdemokrat, så listen nu har fem mandater og dermed sammen med Venstre er en af byrådets to næststørste grupper.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.