Kolding har succes med at inddrive ejendomsskat

Kolding Kommune har omtrent nulstillet ubetalt ejendomsskat, siden kommunerne i 2017 fik midlertidigt lov til selv at inddrive restancer.
10. FEB 2020 14.45

KOLDING: I 2017 fik de danske kommuner midlertidigt lov til at inddrive ubetalt ejendomsskat. Den opgave har Kolding Kommune løst effektivt. På to år er gælden fra ejendomsskat nedbragt med 96 pct., oplyser kommunen.

- Det er et rigtigt flot resultat, som vores opkrævningsafdeling fortjener ros for. Tendensen er den samme i mange andre kommuner, og det dokumenterer tydeligt, at inddrivelse af restancer ligger bedst hos kommunerne. Vi har erfaringen fra tidligere, vi er tæt på borgerne, og vi har en klar interesse i at få hentet pengene hjem, fordi de skal bruges til at betale for vores børnepasning, ældrepleje, idrætsanlæg osv., siger borgmester Jørn Pedersen (V).

I 2005 overtog Skat inddrivelse af al offentlig gæld. Det fik den samlede offentlige gæld til at vokse, blandt andet på grund af problemer med nye it-systemer. I 2017 fik kommunerne midlertidigt lov til selv at inddrive restancer fra ejendomsskat, og siden er det gået stærkt med at nedbringe gælden såvel i Kolding Kommune som i de øvrige kommuner landet over.

Borgerservice Danmark, foreningen af landets borgerservicechefer, kortlagde sidste år skatteinddrivelsen, mens kommunerne har stået for opgaven, og den viste et fald i restancer på 90 pct. i gennemsnit for alle landets kommuner.

Da Kolding overtog opgaven, lå de samlede restancer fra ejendomsskat på 5.583.592 kr., mens gælden ved seneste opgørelse 30. november 2019 var nedbragt til 217.373 kr.

- Vi skulle bruge nogle måneder på blandt andet at få udvidet og tilpasset vores it-systemer. Reelt har vi nu arbejdet i godt to år på at inddrive ejendomsskat, og i det periode er det lykkedes at nedbringe gælden med 96 pct., fortæller faglig koordinator Charlotte Bang Jørgensen fra Opkrævning ved Kolding Kommune.

Fremtiden for skatteinddrivelse fortsat usikker
Arbejdet med at inddrive gælden er nu lagt i faste rammer. Hvis ejendomsskatten ikke bliver betalt, sender kommunen med det samme en venlig påmindelse. Næste skridt er en rykker. Herefter følger varsling om udlæg, og hvis det heller ikke hjælper, ender sagen hos en advokat, der i yderste fald kan sende ejendommen på tvangsauktion.

- Der kan være mange grunde til, at ejendomsskatten ikke bliver betalt. En typisk årsag er, at folk, der lige har købt hus, glemmer at tjekke deres eBoks, og så overser de opkrævningen af ejendomsskat. Derfor opfordrer vi altid folk til at være opmærksomhed på, hvad de modtager af post fra Kolding Kommune i deres eBoks og til at tilmelde ejendomsskatten til Betalingsservice, så betalingen fremover sker helt automatisk, siger Charlotte Bang Jørgensen.

Hvor længe kommunerne får lov til selv at inddrive ubetalt ejendomsskat er ikke endeligt afgjort. Planen er, at ejendomsskat fra 2024 skal opkræves automatisk sammen med kirkeskat, kommuneskat, osv. I dag opkræver kommunerne pengene to gange årligt.

Den radikale skatteordfører Kathrine Olldag lovede sidste år at forsøge at få flytningen til staten omgjort med de øvrige partier i forligskredsen.

MG

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt