For syvende år har studie-platformen studentum.dk kåret landets bedste studiebyer, og for andet år i træk topper København og kan kalde sig Årets Studieby 2025. Det skyldes bl.a. byens uddannelses- og karrieremuligheder og gode infrastruktur, vurderer studemtum.dk.
Aarhus indtager også for andet år i træk titlen som Danmarks næstbedste studieby, ved at toppe syv ud af ti parametre i undersøgelsen. Når det gælder kategorierne transport og karrieremuligheder er Aarhus på andenpladsen efter København.
Fredericia, der debuterer på listen over landets bedste studiebyer på en ottende plads, er til gengæld kåret som den by, der har landets bedste sociale studiemiljø.
Førstepladsen blandt alle 31 byer i undersøgelsen gælder kategorien, hvor trivsel, fællesskab og studieliv er i centrum, oplyser kommunen.
- Fredericia har igennem de seneste år fokuseret på at blive en stærk uddannelsesby. Derfor er vi både stolte og glade over, at Fredericia nu anerkendes som en af landets bedste studiebyer, siger formanden for Unge- og Uddannelsesudvalget Pernelle Jensen (V).
- At de unge tilmed scorer Fredericia i top på det sociale miljø viser, at vi har formået at skabe et levende og inkluderende studiemiljø – godt hjulpet på vej af fællesskabende arrangementer som Studiestart, hvor op mod 800 elever fra alle ungdomsuddannelserne hvert år i september bliver budt velkommen til et nyt skoleår med en række af den danske musikscenes største kunstnere. Derfor er det også vigtigt, at vi fortsætter med at skabe en by, hvor unge mennesker har lyst til at studere, bo og blive, siger Pernelle Jensen.
Høj faglighed
Udover at toppe med det sociale studiemiljø, er Fredericia på en tredjeplads i kategorien faglighed - kun overgået af København og Aarhus.
- Vi er stolte af, at de studerende oplever et så højt fagligt niveau på tværs af byens uddannelsesinstitutioner. Det viser, at samarbejdet mellem uddannelserne i Fredericia virker, og at vi formår at give de unge en stærk faglig ballast, som ruster dem til fremtiden, siger Jakob Lund, der er campuschef for IBC Fredericia Middelfart og formand for Fredericia Uddannelsesråd.
Undersøgelsen bygger på svar fra 822 unge fra hele landet, der har bedømt de 31 studiebyer ud fra de ti parametre: Faglighed, Socialt miljø, Transportmuligheder, Karrieremuligheder, Billig bolig, Mulighed for studiejob, Kultur, sport og fritid, Uddannelsesmuligheder, Tryghed og Byliv.
De ti bedste studiebyer i 2025 er i rækkefølge:
1. København
2. Aarhus
3. Aalborg
4. Odense
5. Kolding
6. Esbjerg
7. Herning
8. Fredericia
9. Sønderborg
10. Horsens
Se mere om de enkelte byer, og hvilke parametre, de scorer højt på her.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.