'Knoldesparkeren, flottenheimeren og glatnakken' - Et klassebillede af det danske samfund

Af Paul Hegedahl

Brian Benjamin Hansen, Kasper Porsgaard Nielsen,
Steen Thykjær, Henrik Jøker Bjerre, Center for
Vild Analyse:
'Knoldesparkeren, Flottenheimeren og Glatnakken.
Et klassebillede af det danske samfund';
Informations Forlag, København 2009.
153 s., hft. (med smukt rundede hjørner), 13,55 x 21,5 cm.,
med folde-ud-klasseskema.
Kr. 199.00 inkl. moms.
ISBN:978-87-7514-267-5.

'Man har en plan, en genial plan, som ikke kan slå fejl, og så er man omgivet af hundehoveder og hængerøve, lusede amatører og elendige klamphuggere, liderlige svin og latterlige skidesprællere.'

Mon ikke de fleste af læserne af dknyt.dk undertiden har været fristede til at citere disse velkendte ord - eller i hvert fald har haft dem i tankerne? (Mea culpa).

Nu kommer så Center for vild analyse og forklarer for os - seriøst og videnskabeligt underbygget - at når man gennemgår samtlige Egon Olsens vredesudbrud, bliver det klart, at de ikke er tilfældige, men at der ligger viden bag. Han er faktisk i færd med at opridse sine sociale omgivelser, den verden, der omgiver ham. Og den viden handler ikke kun om det velkendte persongalleri fra filmene, men om en viden om intet mindre end, hvordan samfundet hænger sammen.

De fire forfattere/filosoffer skriver bl.a.: 'Vi besidder alle en viden om vores samfund, og sproget afslører det. Fra de mere formelle betegnelser, vi bruger om hinanden (såsom 'embedsmand', 'min overordnede', 'buskontrollør' og 'selvstændig erhvervsdrivende'), og til de mest umiddelbare slangord' - hvoraf en række af de mere malende fremgår af det klasseskema, bogen afsluttes med.

Formålet med bogen er at vise, at politik ikke behøver at være en sport for akademikere og journalister, men tilhører os alle. Ordene er derude, siger forfatterne. Og siger de: 'Vi kalder hinanden mangt og meget, men er sjældent bevidste om, hvor meget viden, der rent faktisk skjuler sig i de betegnelser, vi går og bruger. Selvom det er en almindelig opfattelse blandt kommentatorer og meningsdannere (som forfatterne har deres præcise betegnelser for senere i bogen, anm.), at vi lever i et postmodernistisk informationssamfund, der er langt mere flydende og uforståeligt end tidligere, hvor de store fortællinger ikke længere kan fortælles, og ingen klasseskel bestemmes (aner man en ironisk distance? anm.), er denne bogs grundlæggende påstande: 1. At samfundet stadig er særdeles struktureret, og 2. at de fleste af os har en slags ubevidst viden om, hvem vi selv og de andre er; en viden, som afslører sig i vores sprogbrug og generelle evne til at inddele mennesker i forskellige kategorier. Det er denne struktur, vi forsøger at optegne i denne bog.'

Og lad det så være sagt allerede nu: Det lykkes for forfatterne.

Med udgangspunkt i Olsen Banden og især Egon Olsens begrebsverden - men solidt forankret i en række sociologiske og filosofiske teorier- tager Center for vild analyse livtag med, hvordan vi forholder os til hinanden på job og i offentligheden, og hvilke positioner, vi indtager i et samfund, der stadig er særdeles hierarkisk struktureret om end langt mere fragmenteret.

Klasseskemaet
Forfatterne understreger, at det danske samfund stadig er et klassesamfund om end ikke i så høj grad i et klassetilhørsforhold som tidligere. Der er nogle grundlæggende - men i dag mere ubevidste - strukturelle opdelinger i samfundet. De inddeler samfundet i tre klasser efter deres forhold til loven:

1. Dem der udformer og fortolker samfundets love.
2. Dem der med samfundets love som (den stabile) ramme får samfundet til at fungere
   og hænge sammen i praksis.
3. Dem der lever uden for eller i opposition til loven, samtidig med, at de netop som
   opposition eller modstand er med til at forstærke sammenhængen og sammenholdet
   mellem de andre klasser.

I et detaljeret folde-ud-klasseskema bagest i bogen illustreres denne inddeling af befolkningen i tre klasser i hver to søjler, der hver især igen er opdelt i en række positioner:

Den imaginære klasse
Substanssøjlen: Matador; Boss/Snakketøj; Knoldesparker
Mediesøjlen: Kong Gulerod; Flottenheimer; Nikkedukke

Den symbolske klasse
Den akademiske søjle: Guru; Ogginok/Tørvetriller; Skidespræller/Fedtspiller
Den administrative søjle: Røvhul; Glatnakke; Fisendasker

Den reelle klasse
Forbrydersøjlen: Slyngel; Taskenspiller
Nedbrydersøjlen: Utyske; Kommandant
Fælles under disse i det nederste niveau findes $ - det spærrede subjekt, der både er og ikke er

Og endelig er der under alle søjler- i en slags opsamlingsheat - den mest ekstreme position: Røvbananen. Det er her man ender, hvis man 'rammer forbi' samfundets struktur. Som forfatterne skriver: Det kan ske for selv den bedste.

Den administrative søjle
De forskellige positioner beskrives og eksemplificeres med typer og personer i dagens Danmark. Det er fristende at citere fra de mange interessante (og ofte særdeles underholdende) eksempler, men af særlig interesse for læserne af dknyt.dk må være den administrative søjle. At det så kan være af stor nytte at læse om - og forstå - de, der indtager de øvrige positioner, det er en anden historie, som Rudyard Kipling var så glad for sige.

Det må nødvendigvis blive en kortfattet gengivelse af positionerne i den administrative søjle. Vi begynder fra neden med

Fisendaskeren er generelt kendetegnet ved at daske fisen videre, 'det er ikke mig, der har gjort noget forkert, sådan er systemet bare. Fisendaskeren er typisk den offentlige forvaltnings ansigt udadtil og rekrutteres nogle gange direkte fra de mellemlange uddannelser, andre gange fra den akademiske søjle. Positionen som fisendasker er i udgangspunktet en af de meget stabile positioner i samfundet. Fisendaskeren bliver hængende her, fordi pensionen er god, og jobbet nogenlunde sikkert. (Her skal man så måske indskyde, at der i dagens Danmark er grund til at understrege 'nogenlunde'. anm.). Men, man finder også ambitiøse medarbejdere her. Glatnakker og røvhuller har jævnligt en fortid som fisendaskere.

Det er forfatternes mening, at fisendaskere enten er meget sure over for os, der befinder sig på den anden side af skranken, eller de er ret ligeglade. Ganske vist siger de: 'at man en gang imellem støder på en slags superfisendasker, der tilsyneladende elsker at servicere på bureaukratiets præmisser, og som er fyldt med pep, sang, smil og vittigheder. I det tilfælde kan man godt blive lidt bekymret for vedkommendes ve og vel.'

Fisendaskeren har Glatnakkens hede ånde i nakken.

Glatnakken befinder sig midt i den økonomisk-administrative søjle og er som oftest en forfremmet fisendasker eller en nyansat fedtspiller. En gang imellem rekrutteres en tørvetriller eller højreguru til en specialopgave i et nævn, råd eller udvalg og bliver derved til en glatnakke. Selvom glatnakken tjener godt, er han altid parat til at overveje en ny mulighed for en endnu lunere taburet, men han forbliver som regel en glatnakke - visse meget succesfulde glatnakker bliver med tiden til røvhuller.

Det er ikke dem, som bestemmer - som f.eks. bosser og matadorer - men dem, som ganske enkelt får magten til glide, holde dens veje åbne. Glatnakkerne administrerer på højeste plan, ikke ved skranken, hvor vi finder fisendaskerne, men længere bagude fra kontormiljøets korridorer. De fungerer i realiteten bedst i det skjulte. En kommunaldirektør er i den forstand en oplagt glatnakke.

Glatnakker sidder meget i møde. Forfatterne siger, at de nogle steder faktisk sidder så meget i møde, at det lykkes grupper af glatnakker først og fremmest at holde interne møder med hinanden, mens fisendaskerne tager sig af administrationen. Glatnakken netværker. Langt de fleste glatnakker ser vi ikke, de beskæftiger sig på forskellig vis med jura, økonomi, retorik eller forvaltning og forvaltningsmetoder i det offentlige - enten som almindelige embedsmænd eller som eksperter. Her finder vi fuldmægtige, chefkonsulenter, embedsmænd, senioranalytikere, eksperter, spindoktorer, advokater, ambassadører, pressechefer og departementschefer. Det er dem, der gør det hele skudsikkert. Som et eksempel på, hvor vigtig en politisk brik glatnakken er, gennemgår forfatterne forløbet om beslutningen om at inddrage Danmark i krigen i Irak.

Hvis en glatnakke begår fejl, så går det oftest ud over det røvhul, som sidder over glatnakken, men til gengæld for sin relative immunitet, så forventes glatnakken også konstant at udfordre systemets riller og sprækker: som forfatterne skriver: 'hvad der er muligt ifølge loven, og hvad der er næsten muligt ifølge loven. Hvis glatnakken ikke gør det - eller hvis han overtræder loven - må han ofres.'

Røvhullet befinder sig øverst i den økonomisk-administrative søjle. Den mest almindelige rekruttering sker fra glatnakkepositionen. Det er kulminationen på en lang og tålmodig indsats. Derfor er det heller ikke let at give slip på den position igen. Man ser derfor af og til røvhuller, der bliver for længe i deres position.

Det er bemeldte position, der har magten. (For en sikkerheds skyld vil anmelderen påpege, at der efterfølgende er tale om en objektiv sociologisk/filosofisk analyse, man har jo iagttaget mindre gennemtænkte reaktioner gennem tiden - og for tiden). Forfatterne skriver, at det øverste røvhul i Danmark er statsministeren og øvrige i denne position er de andre ministre, borgmestre, rektorer på universiteter, fagforeningschefer eller den administrerende direktør i et helt eller delvist offentligt ejet selskab eller i en stor eller mellemstor privat virksomhed (og - af personlig erfaring - må man tilføje bestyrelsesformænd i sådanne selskaber). Han er ikke matador. De har selv skabt sig/ejer deres virksomheder.

Det, røvhullet skaber, er en forbedring af sine ideer/sin politik og omsætte denne i sikker drift og gode resultater. De, der får denne karakteristik er pragmatiske, men normalt meget fokuserede. De bestemmer, hvad der er gældende lov og i sidste instans har fortolkningsretten. De afsøger grænserne og i visse tilfælde forskubber de dem mere eller mindre umærkeligt. Som et eksempel på dette citerer forfatterne integrationsminister Birthe Rønn Hornbech, der i debatten om den såkaldte tuneserlov i starten af 2009 sagde, at regeringen 'per definition ikke fremsætter lovforslag, der er i modstrid med Grundloven.' Dette, mener forfatterne, er en meget markant udlægning af røvhullets fortolkningsprivilegium.

Bogen gennemgår grundigt røvhullets adfærd og tankegang og glatnakkens og fisendaskerens rolle i det samlede spil. Hvis samfundets ideologiske endestation er røvhullet, men der overhovedet ikke nogen mulighed for at komme forbi det, så kan organismen ende som en lukket, selvdestruktiv størrelse, der dør af sin egen selvfedme.

Knoldesparkeren og Folkeskolens rolle
Forfatterne beskriver Folkeskolen som en helt central klassedannende samfundsinstitution, hvor vi mødes i blandet flok og dannes i en skoleklasse, indtil vi forlader flokken for at blive det, vi "gerne vil være". Herefter danner vi "det danske folk" med knoldesparkeren som grundfiguren, det tavse flertal, som dog kæfter op, praler og sparker dæk, når ingen andre hører dem. Vi har alle en smule knoldesparker i os, og vi kan altid blive det fuldt ud, hvis vi ikke lykkes med andet.

Lad os høre, hvad nogle af de direkte berørte af disse meninger selv siger: I sin anmeldelse af bogen i Folkeskolen skriver Sanne Lillemor Hansen: 'Af særlig interesse for skolelæreren - knoldesparkeren - er kapitel 3, som handler om, hvordan folkeskolen som samfundets centrale institution er et ideologisk statsapparat med svære opgaver både i forhold til at respektere det enkelte barns behov og til at fremme fællesskabet i et demokratisk samfund. Børnene møder op i skolen som en flok, men gennem skoletiden sker en omskabelse til en social orden, hvor man skal lære at positionere sig i forhold til hinanden. Det klarer ikke alle lige godt, der sker en udskilning af individer, og i den sidste ende skal eleverne foretage stærkt begrænsede strukturelle valg. Hvad kan jeg blive? Vil du være knoldesparker, fisendasker eller røvbanan, min lille ven? Betegnelserne vil næppe gå an ved den årlige skole-hjem-samtale, og man bør nok afholde sig fra at kalde Peters far et røvhul og Susannes mor en skidespræller. Man kan nøjes med at tænke det! - - - Bogen kan anbefales til alle samfundsinteresserede knoldesparkerskolelærere, der har lyst til at få vendt kendte forestillinger på hovedet og igangsat nye og udfordrende tankeprocesser. At bogen også er morsom, gør den bestemt ikke mindre seriøs.

Særklassen
I forbindelse med en diskussion om fremtidens samfund hævder forfatterne, at der kan opstå særklasser. I en særklasse, (som jo nu i anden sammenhæng er på vej til at blive om ikke nedlagte så voldsomt reducerede), åbnes skodderne mellem klasserne. Samfundssystemets gitter forvitrer, ophæves, opløses.
Positionerne befinder sig pludselig i en ny frihed, der kan skabe bevægelse og forandring i samfundet, og særklassen kan skabe rum, hvor det bliver muligt at tjekke ud af den personlige selvrealiserings narcissistiske hysteri og ind i flokken på en måde, så demokratiet kan udvikles. Her slutter mennesker fra mange forskellige lag og dele af samfundet sig sammen. En særklasse er en konkret oplevelse af flokken, som skiftede regeringer, ifølge forfatterne, er bange for, fordi den er en kaotisk, heterogen og mangfoldig menneskemængde før enhver strukturering og hierarkisering. Det er, som det udtrykkes i bogen, 'selve den mangfoldige lighed, som undslipper den spejlingsproces, der senere gør os til et ordnet folk.

Der er i dag en stigende udvikling mod, at vi på mange måder gerne vil være i særklasse i rum, hvor det er muligt at tjekke ud af den personlige selvrealiserings narcissistiske hysteri og ind i flokken. Det bliver videreudviklet i forfatternes tankegang til at gå mod verdensklasse - og der nævnes en række eksempler, men det handler ikke om, at det bliver sagt, at vi skal 'have forskning i verdensklasse' eller lignende banale udsagn. Det er kun historien, der kan fastslå noget som verdensklasse. Det begynder med særklassens bevidstgørelse. Bogen konkluderer med, at strukturerne skal genoplives og genopfindes hele tiden. Der skal udvikles mere demokrati, vi må tænke over og skabe nye rum, hvor alle kan være med.

Man kan spekulere over, om det forslag, som i hvert fald på papiret er et spareforslag om, at en meget stor del af specialundervisningen skal nedlægges og eleverne flyttes tilbage i de 'almindelige' klasser, vil komme til at virke stik mod den mere eller mindre ubevidste hensigt og vil medvirke til, at der i Folkeskolen nu skabes den mangfoldige lighed - igen.

Om Center for Vild Analyse og forfatterne
Center for Vild Analyse er en tænketank, der har som sit formål at udforske kulturelle, politiske og filosofiske problemstillinger på nye og overraskende måder. Hovedmændene bag centret - og forfatterne af 'Knoldesparkeren, Flottenheimeren og Glatnakken. Et klassebillede af det danske samfund' er Brian Benjamin Hansen, Kasper Porsgaard Nielsen, Steen Thykjær og Henrik Jøker Bjerre - alle filosoffer fra Aarhus Universitet. De beskriver selv Center for vild analyse således: 'CVA er en tænketank med tilhørende debatforum og analysebureau, der er 'excessiv, kreativ og progressiv'. Det har eksisteret siden åbningsreceptionen den 4. august 2006. 'Det opstod, fordi folk som os altid hænger med røven i vandskorpen i forhold til at blive fastansat på universitetet, ‘ forklarer Steen Thykjær i et interview i Information, 'dét sad vi og bitchede over en dag, og så sagde Kasper Porsgaard: Jeg laver sgu et center for vild analyse.' 'Ja, ‘ tilføjer Henrik Jøker Bjerre: 'En ansøgning til universitetet om et forskningsprojekt som det her ville nok være svær at få igennem. Jeg ville gerne kunne sige, at det er fordi, den er for samfundskritisk - men det er nok først og fremmest, fordi vi er lidt af nogle ogginokker.'
Ogginokken figurerer på forfatternes ‘klassebillede' som den original, der efter at have gennemtrawlet en enorm mængde litteratur og kritisk teori, har sammenstykket et alternativt verdensbillede, der ikke harmonerer med den bestående orden. Derfor vil ogginokkerne i Center for vild analyse ikke bare underholde. De vil revolutionere den bestående orden og de faste positioner.

I dag har CVA ti medarbejdere, som tænker, taler, skriver og handler fra en base i fransk filosofi. Deres navne er ikke hemmelige, men de nævner helst ikke sig selv ved navn, fordi de helst vil fremstå som 'en anonymiseret masse'. Flere af disse medarbejdere har hidtil befundet sig til venstre for midten i dansk politik - 'en dikotomisk defineret position, de imidlertid søger at bringe til sit naturlige dialektiske sammenbrud så hurtigt som muligt'.

Brian Benjamin Hansen er cand.mag. og ph.d.-studerende, Afdeling for Filosofi, Institut for Filosofi og Idéhistorie, Aarhus Universitet.

Henrik Jøker Bjerre er cand.mag. og ph.d. Han er videnskabelig assistent, Afdeling for Idéhistorie, Institut for Filosofi og Idéhistorie, Aarhus Universitet;

Kasper Porsgaard Nielsen er cand.mag. og ph.d., ansat ved Danmarks Pædagogiske Universitet

Steen Thykjær er cand.mag. og pt. taxachauffør ved Aarhus Taxa.

Det er længe siden Piet Heins slidte - men ikke desto mindre præcise - udsagn om spøg og alvor har været så velanbragt som i karakteristikken af denne bog, hvor forfatterne nådesløst punkterer adskillige balloner. Som Lars Trier Mogensen skriver i sin anmeldelse 'Olsen-banden kan forklare alt' i Politiken 15. november 2009: 'Det er folkekomedie for viderekomne'.

Når det gælder den humoristiske tone i bogen, kommer denne anmelder til at tænke på en anden samfundsiagttager og kommentator: Tegneren Fritz Jürgensen (1818-1863). Han blev udlært som urmager i København og Schweiz. Det var måske den baggrund, der- lige som forfatterne til 'Knoldesparkeren, flottenheimeren og glatnakken. Et klassebillede af det danske samfund' - gav ham evnen til de præcise beskrivelser af mennesketyper og samfund. Den dag i dag indgår flere af hans replikker til tegningerne i det danske sprog, f.eks. Gysses replik: 'Fa'er! Er det Verdenshavet? - Nei, lille Gysse, det er Frederiksholms Kanal' og Hr. Flaumand tænker på, hvad han kunne have sagt. Så det er nok international teori og viden udsat for det helt danske perspektiv, forfatterne og Center for vild analyse beriger os med i 'Knoldesparkeren, flottenheimeren og glatnakken. Et klassebillede af det danske samfund'

Supplerende links
http://www.centerforvildanalyse.dk/
Om Center for vild analyse

http://centerforvildanalyse.smartlog.dk/program-for-bloggen-page1210
Center for vild analyse: Hvis du vil vide det modsatte

http://www.information.dk/217621
Af Anne Myrup Munk: 'Danskerne er en flok knoldesparkere og flottenheimere', interview med Center for Vild Analyse, Information 4. december 2009

http://www.kulturkapellet.dk/sagprosaanmeldelse.php?id=189
Anmeldelse af 'Knoldesparkeren, Flottenheimeren og Glatnakken.
Et klassebillede af det danske samfund'

http://stefanmr.wordpress.com/2009/11/02/jeg-en-indieviduel-skidespr%C3%A6ller/
Af stefanmr: 'Jeg, en indi(e)viduel skidespræller'.
Anmeldelse af 'Knoldesparkeren, flottenheimeren og glatnakken.
Et klassebillede af det danske samfund'

http://www.folkeskolen.dk/ObjectShow.aspx?ObjectId=61097
Af Sanne Lillemor Hansen: Anmeldelse af 'Knoldesparkeren, flottenheimeren og glatnakken.
Et klassebillede af det danske samfund'

http://www.information.dk/233131
Af Center for Vild Analyse: 'Operation Pingoland. Hvordan ville en Olsen-banden film om udkantsdanmark se ud?'; Information, 14. maj 2010.