Knap en million passagerer rejste gratis med færge i juli
I hele juli kunne gående og cyklister sejle til og fra de danske øer gratis som en del af Folketingets sommerpakke. Alle indenrigsfærger - 53 færgeruter - i Danmark var med i ordningen, som knap en million personer gjorde brug af. (Arkivfoto)
Foto: da Marie Odgaard, Ritzau Scanpix

Knap en million passagerer rejste gratis med færge i juli

Som del af politisk sommerpakke var færger gratis for gående og cyklister i juli. Knap en million tog på tur.

Det har været en travl sommer på landets øer og færgeterminaler. Knap en million gående passagerer og cyklister har gjort brug af muligheden for at rejse gratis med færger i juli, viser en opgørelse fra Trafikstyrelsen.

De 53 danske indenrigsfærger havde i alt 991.648 gående passagerer og cyklister om bord i juli.

Og det er flere end forventet, fortæller transportminister Benny Engelbrecht (S).

- Vi havde selvfølgelig håbet, at der ville være mange danskere, som ville hoppe om bord på en færge og tage til en dansk ø denne sommer.

- Men vi kommer til at bruge næsten dobbelt så mange penge på det her initiativ, som vi havde forventet. Så det er blevet en succes, som er umådeligt meget større, end jeg havde turdet håbe på, siger han.

Investering i turismen

Regeringen og Folketingets partier afsatte 700 mio. kr. i sommerpakken. Målet med den var at styrke dansk økonomi og kultur efter udbruddet af coronavirus.

35 mio. kr. var sat af til at gøre færgeoverfarter gratis for gående og cyklister. Den endelige pris for ordningen er endnu ikke gjort op. Men ifølge Benny Engelbrecht kommer det til at løbe op i cirka 68 mio. kr.

Men der er penge til at betale for de gratis færgeture, fordi rammen for sommerpakken var formuleret, så ekstra penge kunne bruges, oplyser han.

Ifølge Engelbrecht var de gratis færgeture også en investering i turismen på de danske øer.

- Jeg tror, at der er mange danskere, som har fået nogle oplevelser på en dansk ø, som de ikke ellers ville have fået.

- Det kan godt være, at en familie bare har taget cyklen ud en enkelt dag og spist frokost, men forhåbentligt har de fået skærpet lysten til at tage til en ø igen, siger han.

Alle danske indenrigsfærger havde tilmeldt sig ordningen i Folketingets sommerpakke med gratis rejser for gående og cyklister i hele juli.

Enkelte færgeselskaber har valgt at forlænge ordningen i august og september på eget initiativ. De får også et tilskud fra staten i denne periode.

Ritzau

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev