dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
For at kunne stemme til kommunal- og regionalvalg i Danmark skal man have fast adresse i landet og enten være statsborger i et andet EU-land, Norge, Island eller Storbritannien eller have boet i Danmark i mindst fire år.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Knap en halv million uden dansk pas kan stemme til kommunalvalget

Til kommunalvalg behøver man ikke et dansk pas for at stemme - og den vælgergruppe er vokset markant ved de seneste valg. Det fører til lavere valgdeltagelse.
9. OKT 2025 18.59

Når der skal stemmes til kommunal- og regionalvalget den 18. november, bliver der sendt valgkort til næsten en halv million vælgere, der ikke har dansk statsborgerskab. I modsætning til folketingsvalg er det nemlig ikke et krav at have et dansk pas for at stemme til kommunalvalg.

Vælgerskaren med udenlandsk baggrund er vokset markant de senere år. Det viser en analyse fra Kommunernes Landsforenings nyhedsbrev, Momentum.

Ved kommunalvalget i 2009 kunne omkring 230.000 udenlandske statsborgere stemme. Ved det kommende valg kan omkring 480.000 udenlandske statsborgere stemme.

Det svarer til omkring 10 procent af vælgerne, viser analysen, der bygger på tal fra Danmarks Statistik.

Udviklingen skyldes blandt andet en stigning i udenlandsk arbejdskraft og har betydning for, hvor stor en andel af befolkningen, der deltager i valget.

- Det har en negativ indflydelse på valgdeltagelsen, fordi udenlandske statsborgere generelt stemmer i mindre omfang, siger professor Rune Stubager fra Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet.

Lavere valgdeltagelse 

For at kunne stemme skal man have fast adresse i Danmark og enten være statsborger i et andet EU-land, Norge, Island eller Storbritannien eller have boet her i mindst fire år.

På landsplan er de fleste vælgere med udenlandsk baggrund fra Polen og Rumænien, hvor valgdeltagelsen i 2021 var henholdsvis 13 og 11 procent.Herefter kommer Tyskland, Tyrkiet og Syrien.

Ifølge professor Kasper Møller Hansen fra Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet lå valgdeltagelsen for udenlandske statsborgere lige under 30 procent ved kommunalvalget i 2021 mod 72 procent for etniske danskere. Samlet var valgdeltagelsen i 2021 på 67 procent. Den har været faldende ved de seneste valg.

- Hos gruppen af vælgere fra nye EU-lande er valgdeltagelsen siden 2013 faldet med 3,2 procentpoint, og da denne gruppe af vælgere er voksende, har den faldende valgdeltagelse været med til at trække den overordnede valgdeltagelse ned, skriver han i en rapporten om valget.

Andelen af udenlandske vælgere dækker over store lokale forskelle: fra omkring 20 procent i en håndfuld kommuner - til 5 procent i otte kommuner med færrest udlændinge med stemmeret, viser Momentums analyse.

Særlige indsatser

Nogle kommuner gør en særlig indsats for at få de udenlandske grupper til at stemme. I Ishøj har man landets største andel af vælgere uden dansk pas med 26 procent af kommunens vælgere. Samtidig havde Ishøj landets næstlaveste valgdeltagelse ved seneste kommunalvalg.

Kommunen har ifølge Momentum sat ind med særlige kampagner, informationsmateriale og valgambassadører i lokalmiljøet for at få flere til at stemme.

I Sønderborg, hvor 12 procent af vælgerne er udlændinge, har man oplysningskampagner til flere målgrupper, blandt andet et stort antal tyske statsborgere i kommunen.

Men i nærliggende Aabenraa, hvor andelen er 13 procent, har man valgt at nøjes med generel oplysning om valget for alle borgerne. Og det kan da også være et emne, der splitter byråd og kommunalbestyrelser.

Ifølge Rune Stubager er der ikke lavet analyser af, hvilke partier udenlandske statsborgere stemmer på ved kommunalvalg.

Men tidligere analyser af folketingsvalg har vist, at vælgere med udenlandsk baggrund oftere stemmer på røde partier end den generelle befolkning.

- Mit bedste bud er, at det samme vil gælde ved kommunalvalget, siger Rune Stubager.

Udenlandske statsborgeres stemmeret til kommunalvalg har været genstand for politisk strid i årenes løb.

Senest har Dansk Folkeparti været fortaler for, at det alene skal være forbeholdt danske statsborgere at kunne stemme.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/knap-en-halv-million-uden-dansk-pas-kan-stemme-til-kommunalvalget

GDPR