
En gruppe personer fra publikum afbrød søndag aften kortvarigt partilederdebatten på DR1.
I en mail oplyser aktivistbevægelsen Extinction Rebellion, at den stod bag optrinnet. Mens der blev debatteret klima, rejste demonstranterne sig op med bannere, råb og fløjter, der fik flere partiledere til at reagere og debatten til at stoppe.
Særligt Alex Vanopslagh (LA) og Søren Pape Poulsen (K) var vokale i deres utilfredshed over afbrydelsen og forsøgte at få det stoppet.
Søren Pape Poulsen gik sågar ned fra scenen.
- I ødelægger demokratiet. Hvad bilder I jer ind?, lød det fra Pape.
– Sæt jer ned og opfør jer ordentligt, råbte han videre.
Samtidig forsøgte DR-vært Kåre Quist at gøre opmærksom på, at partilederdebatten hedder "Demokratiets Aften". Resten af publikum kvitterede med buh-råb rettet mod aktivisterne.
Kræver "klimaretfærdighed"
På demonstranternes gule bannere stod der blandt andet "økokollaps", mens der blandt andet blev råbt "klimaretfærdighed".
Aktivistbevægelsen oplyser videre, at det var "gule dommerkort og dommerfløjter", der var taget med. Ifølge B.T blev aktivisterne efterfølgende eskorteret ud af salen af politiet.
I sommer til Folkemødet på Bornholm blev en partilederdebat på samme måde afbrudt. Her var det ligeledes Extinction Rebellion, der stod bag. Aktivisterne havde skilte med og holdt bagefter en tale fra scenen, hvor de talte dunder for klimaet.
"Noget af det allervigtigste"
Aktionen fandt sted oven på en dag med klimamarcher i flere danske byer, arrangeret af Klimabevægelsen i Danmark. Politiet vurderede, at 50.000 deltog i København, hvor også statsminister Mette Frederiksen (S) dukkede op. Hun forklarede sin deltagelse med, at hun som statsminister ikke kan nøjes med at bekymre sig, men også må handle og være med.
- For det første synes jeg, at klimaet har fyldt meget lidt i den her valgkamp. Det er rigtig godt, at der er så mange mennesker her, som få dage før, vi skal stemme, siger ”hey, husk nu lige, at klimaet er noget af det allervigtigste", sagde hun.
Før klima blev der på DR debatteret sundhed og unges mistrivsel i den næstsidste partilederdebat, inden folketingsvalget tirsdag.
/ritzau/sfe
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.