
Alternativet er lykkedes med noget, som en række andre partier har svært ved: For partiet har ikke bøvlet med at finde kandidater til det kommende kommunalvalg i november, hvor foreløbig 134 kandidater har meldt sig under fanerne. Ved kommunalvalget i 2021 havde Alternativet 93 kandidater landet over.
DR kunne i november med et år til kommunalvalget beskrive, hvordan både Socialdemokratiet, Venstre og SF flere steder i landet oplevede det som vanskeligt at finde kandidater.
Hos Alternativet har succesformlen blandt andet været en kampagne om at "stille op" for dem, der ikke har en stemme. Det fortæller partiets politiske leder, Franciska Rosenkilde.
- Det tror jeg, taler ind for mange. Den der følelse af - om det er naturen, de udsatte, eller hvem det er, der ikke har en stemme - dem har man lyst til at kæmpe for. Det har fået en del nye kandidater ind.
Samtidig er der kort vej til indflydelse i partiet, forklarer Rosenkilde.
- Vi er meget åbent, demokratisk bygget op, og man kan ret hurtigt komme ind og have noget at skulle have sagt, og det tror jeg, tiltaler mange, siger hun.
Kommunalvalget i november bliver tredje gang, at Alternativet er på stemmesedlen, og foreløbig har resultaterne været vidt forskellige.
Opstillet i 27 kommuner
Ifølge en oversigt som DK Nyt har modtaget fra Alternativet, kommer Alternativet til at stille op i mindst 27 kommuner.
Ikke overraskende kommer Alternativet til at stille op med sit største kandidatfelt i Københavns Kommune, hvor man stiller med 11 kandidater, hvor det bliver den 23-årige, tidligere klimaaktivist Karoline Lindgaard som spidskandidat.
Alternativet kommer dog også til at stille talstærkt op i en række midt- og østjyske kommuner.
Således stiller Alternativet op med 9 kandidater til kommunalvalget i Viborg, 8 kandidater i Syddjurs Kommune og 7 kandidater i Aarhus Kommune.
Omvendt har Alternativt haft sine udfordringer med at finde kandidater i det nordjyske. Ifølge Alternativets egen opgørelse, er man i skrivende stund kun klar med en kandidat på stemmesedlen i en enkelt nordjysk kommune, nemlig Aalborg.
Lokalt gennembrud i 2017
Alternativet fik sit store kommunale gennembrud ved KV17. Her fik Alternativet i sin kommunalvalgsdebut fik næsten tre pct. af stemmerne på landsplan, 20 byrødder og højst overraskende en borgmesterpost på Fanø.
Fire år senere, da vælgerne igen skulle vælge landets kommunalbestyrelser, var billedet noget anderledes for Alternativet. 0,7 pct. stemte på det grønne parti, der var præget af en række interne uroligheder. Det gav fem mandater på landsplan.
Denne gang er blikket rettet mod resultatet fra 2017. Franciska Rosenkilde vil gerne over tre pct. ved kommunalvalget, som "selvfølgelig er en form for et midtvejsvalg".
- Det vigtige er, at vi selvfølgelig er repræsenteret i de større byer, men så også lidt spredt rundt, siger hun.
Særligt i København har Alternativet tidligere haft stor indflydelse på kommunalpolitikken. I 2017 blev partiet tredjestørst og fik en borgmesterpost, som Franciska Rosenkilde sad på i tre år.
Posten fik Alternativet efter en konstitueringsaftale med Socialdemokratiet for bordenden. Men til november er det tid til et skifte på overborgmesterposten, mener Alternativet.
- Vi peger ikke på Pernille Rosenkrantz-Theil (Socialdemokratiets overborgmesterkandidat, red.) i hvert fald, og derfra er det stadig lidt åbent, lyder det fra Franciska Rosenkilde.
- Vi synes, at det ser ud til, at der er et flertal udenom, og det glæder vi os til at se, hvad kan.
Om Alternativet i stedet peger på eksempelvis SF eller Enhedslisten, er der ikke taget stilling til endnu.
/ritzau/esl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.