ISHØJ: Traditionen med enstemmige eller næsten-enstemmige budgetaftaler synes brudt, efter at der for nu andet år i træk er indgået en budgetaftale mellem alle de gamle partier, mens alle de nye står udenfor. En eftervirkning af borgmesteropgøret op til KV21.
Indholdsmæssigt står budgetaftalen på ryggen af en teknisk korrektion, der tilfører 14 mio. kr. til ældre- og handicapområdet og tre mio. kr. til det specialiserede børneområde allerede i indeværende år. For 2024 og overslagsårene er budgetaftalen ganske skånsom med få og små reduktioner.
De største poster er effektivisering gennem øget brug af velfærdsteknologi med 0,5 mio kr. i 2024 og 1,6 mio. kr. årligt i hvert af overslagsårene, og reduceret sygefravær og mere effektiv brug af vikarer og afløsere på plejecentrene med 0,6 mio. kr. i 2024 og 1,2 mio. kr. årligt i hvert af overslagsårene. Desuden indføres forældrebetalt frokostordning i dagtilbud med 0,5 mio. kr. i 2024, 1 mio. kr. i 2025 og 1,3 mio. kr. årligt i hvert af årene 2026 og 2027.
Partierne bag budgetaftalen er Socialdemokratiet, SF, Venstre, Enhedslisten og De Konservative, i alt 14 af byrådets 19 mandater. Ishøjlisten og Ishøj Demokraterne står udenfor, de samme personer som sidste år, men i en lidt anden partimæssig fordeling. Budgettet andenbehandles og besluttes endeligt i byrådsmøde 5. oktober.
Se budgetaftalen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.