
GENTOFTE: Hvad skal Danmark leve af i fremtiden? Det er et spørgsmål, som optager både politikere, erhvervsliv og medier. Mange peger på, at vækst og jobskabelse skal komme fra innovation, iværksætteri og teknologisk fremsynethed. Spørgsmålet er så bare, hvordan vi kommer der til, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Med et ambitiøst projekt, 'Innovations-Camp 2011', sætter Skovgårdsskolen i Gentofte innovation og iværksætteri på skemaet over 48 timer.
Det intensive forløb starter onsdag d. 9. november og slutter fredag d. 11. november med præsentationer og taler af bl.a. Gentoftes borgmester Hans Toft (K)og forhenværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
Fra morgenstunden onsdag stempler 300 elever fra 6-9. klasse ind til den 48 timers innovationscamp. Her vil de i samarbejde med en række virksomheder og organisationer komme med innovative løsninger på konkrete opgaver som DONG, ISS, Kræftens Bekæmpelse, BetterPlace og Maersk Drilling står over for. De stillede opgaver har skullet leve op til skolens krav om samfundsrelevans ud over relevans for den enkelte virksomhed.
Hver af partnerne stiller eleverne konkrete opgaver inden for områderne Energi & Klima, Sundhed, Forebyggelse og Fællesskab.
- Vores ambition er, at skolen skal udvikle børnenes evner til at være innovative. Det i sig selv kræver nytænkning i og af folkeskolen. Med den 48 timers non-stop innovations-camp forsøger vi at sætte handling bag ordene for vores elever i 6.- 9. klasse, siger Tina Lykkegaard Marker, udskolingsleder på Skovgårdsskolen.
De 48-timers InnovationsCamp slutter fredag formiddag med præsentationer af løsningerne og taler af Lars Løkke Rasmussen og Gentoftes borgmester. Sammen vil de kommentere på projektet og løsningerne og tale om perspektiverne for at arbejde mere målrettet med innovation i folkeskolen.
- I Gentofte arbejder vi målrettet for at ruste vores skoleelever til en verden, hvor en af de centrale forudsætninger er, at man kan omsætte tillært viden til anvendelige og brugbare løsninger. Det er Skovgårdsskolens Innovations-Camp 2011 et glimrende eksempel på - kreativ idégenerering kombineret med rigtige opgaver udefra samt krav om produkter og formidling, forklarer Hans Toft.
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.