Industrioverenskomst åbner ballet med mere barsel til fædre

Den første store overenskomst i det private område er i hus. Den kommer til at lægge linjen for de efterfølgende.
10. FEB 2020 6.59
TEMA: OK21

Den første og afgørende overenskomst på det private område kom i hus i weekenden med enighed mellem parterne på industriens område. Aftalen mellem Dansk Industri og CO-Industri giver blandt andet fuld løn under forældreorlov i i alt 16 uger, hvoraf otte af ugerne er øremærket til faderen. Der er også andre nyskabelser som barns anden sygedag og frihed til at gå med et barn til læge.

Der er tale om både Industriens Overenskomst for faglærte og ikke-faglærte samt Industriens Funktionæroverenskomst for tekniske og administrative funktionærer. Tilsammen en gruppe på omkring 230.000 lønmodtagere på 6.000 virksomheder i Danmark.

Industrioverenskomsten er traditionelt retningsgivende for årets øvrige overenskomster på det private område, og indirekte også for de offentlige overenskomster, OK21, der skal forhandles næste år.

På pengesiden er der enighed om at hæve mindstelønnen 7,50 kr. over tre år. Desuden skal fritvalgslønkontoen øges fra fire til syv pct., og der skal gives løn under sygdom i 14 uger mod de nuværende ni uger. Desuden skal lærlinge have pension fra den dag de fylder 18 år i stedet for 20 år som i dag.

mk

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev