
Der er registreret 1.055 nye smittetilfælde med corona det seneste døgn, oplyser Statens Serum Institut (SSI) tirsdag. Det er det højeste siden 27. maj, hvor tallet var 1.119. Dermed fortsætter tendensen, hvor smittetallet har været stigende siden slutningen af juni.
Åse Bengård Andersen, ledende overlæge på Infektionsmedicinsk Klinik på Rigshospitalet, synes, at det går i den forkerte retning.
- Det gælder stadigvæk, at det er de unge, der bliver smittet, og det er især i København og Aarhus. Det er jeg jo lidt ked af at se, lyder det.
1,26 pct. af de 83.701 PCR-test, der er kommet svar på det seneste døgn, er positive. Det er ikke set højere siden 15. januar.
Antallet af indlagte stiger med ti til 47. Antallet af indlagte har været stigende siden 10. juli, men det ligger dog fortsat i den lave ende sammenlignet med tidligere på året. I begyndelsen af januar var der 964 coronaindlagte på de danske hospitaler.
Ifølge Åse Bengård Andersen er det da også stadig lave tal.
- Men vi vil jo helst undgå, at der går mange smittede rundt, fordi der stadig findes sårbare mennesker, som måske bliver syge og skal indlægges, lyder det.
Af de 47 indlagte ligger ti på en intensivafdeling. Ni af dem får hjælp af en respirator. Der er ingen nye dødsfald.
Højeste kontakttal i 11 måneder
Tirsdag er kontakttallet desuden opgjort til 1,3 - det højeste siden august sidste år. Det vil sige, at 10 smittede i gennemsnit vurderes til at smitte 13 andre.
I øjeblikket diskuteres det politisk, om de sidste coronarestriktioner bør fjernes tidligere, end det er planlagt. Åse Bengård Andersen mener ikke, at den nuværende coronasituation peger i retning af at give yderligere los.
- Om det er de rette restriktioner, vi har, hvor man giver lov til større sportsbegivenheder, mens mere stilfærdige begivenheder er underlagt restriktioner, kan man jo diskutere.
- Men jeg må sige, at jeg godt kan forstå, at man ikke får lyst til at løsne mere, sådan som det ser ud nu, lyder det.
Der er også blevet foretaget 163.302 antigentest - også kaldet lyntest - de seneste 24 timer. Resultaterne af disse tages dog ikke med i de daglige smittetal, da der er stor usikkerhed forbundet med dem.
I Danmark fortsætter vaccineudrulningen med at vinde frem. Knap 90.000 er blevet vaccineret med en coronavaccine siden mandag. Det betyder, at 41,1 pct. af befolkningen nu kan kalde sig færdigvaccineret svarende til 2.403.791 personer. 63,8 pct. har modtaget mindst ét stik.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.