I undersøgelsen har forskere fra Dansk Center for Undervisningsmiljø spurgt mere end 35.000 elever om, hvordan de oplever luften og belysningen i deres klasselokale. Og svarene er ikke opmuntrende. Hver fjerde oplever problemer med at se, hvad der foregår på tavlen på grund af dårlig belysning, mens flere end hver tredje oplever, at der dagligt eller næsten dagligt er problemer med udluftningen og for høj eller lav temperatur.
Ifølge Elsparefonden er en væsentlig årsag til skolernes dårlige indeklima, at mange danske skoler har stærkt forældede ventilationsanlæg. Men faktisk kan skolerne på én gang forbedre deres indeklima og reducere deres elregning. Det påpeger kundechef i Elsparefonden, Christian Jarby:
- Ved at få undersøgt og justeret ventilationsanlægget kan rigtig mange skoler få et bedre indeklima, samtidig med at de sparer strøm. På nogle skoler står det dog så slemt til, at de bør udskifte deres gamle ventilationsanlæg. Det kræver selvfølgelig en investering, men pengene tjener sig hjem igen i løbet af få år. Skolens elregning bliver nemlig lavere, da de nye anlæg bruger mindre strøm.
Han understreger samtidig, at der allerede i dag findes fuldautomatiske systemer, som hele tiden tilpasser temperatur, ventilation og belysning til forholdene i klasselokalerne, og som går i dvale, når alle er gået hjem.
Et dårligt indeklima forstyrrer ikke alene elevens koncentrationsevne her og nu. Også på lang sigt kan elevens indlæring være påvirket af at fryse, svede eller opleve andre indeklimaproblemer i klasselokalet.
- Helt ubevidst vil eleven knytte negative associationer til læring, fordi kroppen ikke føler sig tilpas. Og hvis en elev forbinder læring med noget negativt, får vedkommende generelt sværere ved at tage imod ny viden, siger lektor Hans Henrik Knoop. Han understreger dog, at det er forskelligt fra person til person, hvilket indeklima vi føler os bedst tilpas i.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.