
VIBORG: Blandt de mange nye ideer til hvordan ældreplejen kan blive bedre, som Viborg er igang med at teste gennem 100 dage, er yderligere ni såkaldte prøvehandlinger på vej til at blive ført ud i livet på hele sundheds- og omsorgsområdet.
Ældre- og aktivitetsudvalget sagde tirsdag ja til at gøre dem permanente, oplyser kommunen. Sammen med Middelfart og Langeland er Viborg frisat på ældreområdet via velfærdsaftalerne, der gør det muligt at finde løsninger uden af være bundet af de sædvanlige regler.
De mange ideer i Viborg testes af 150 medarbejdere over flere runder, og andre er tidligere i forløbet også godkendt til at blive gjort permanente.
- De ni prøvehandlinger, som vi nu udbreder på hele området, handler i høj grad om selvbestemmelse hos de ældre. Det handler også om nærhed og om tillid til, at vores dygtige medarbejdere kan tage flest mulige beslutninger sammen med borgeren om, hvad der er det bedste at gøre i situationen, siger formanden for ældre- og aktivitetsudvalget Johannes Vesterby (V) og tilføjer:
- I udvalget ved vi, at der kan ske fejl, og at vi kommer til at tilpasse noget undervejs. Men vi tror fuldt og fast på, at vi er på vej i den rigtige retning.
Nærvær og lydhørhed
"Hvad kan jeg gøre for dig i dag?" er det oplagte spørgsmål til en ældre i starten af den velfærdssamtale, der er en af de ideer, der nu gøres permanent. I afprøvningsperioden har syv medarbejdere holdt sådanne løbende samtaler med 25 borgere - til stor tilfredshed for dem. Med velfærdssamtaler følger nemlig et valg for den ældre.
Et par andre tiltag handler om at tilpasse sig borgerens rytme, og der er også fokus på mere nærvær ved fx at stile mod færre afbrydende telefonsamtaler fra både kolleger, borgere og pårørende. Også borgernes ønsker om mere selvbestemmelse og ro omkring måltiderne vil nu blive implementeret.
De ni nye tiltag er:
- Velfærdssamtaler med borgeren
- Mulighed for fortsættelse i aktivitetstilbud efter indflytning på plejehjem
- Hjælp tilpasset beboerens døgnrytme
- Døgnrytmeplaner i hjemmeplejen
- Mere nærvær i opgaveløsningen - reduktion i antallet af telefoniske opkald
- Måltider og fællesskaber på plejecentrene
- Smidigere arbejdsgange ved bestilling af hjælpemidler
- Straksvisitation af praktisk hjælp
- Øget tilstedeværelse af terapeuter på plejecentrene.
Udbredelsen af de ni tiltag skal ske frem mod sommeren 2023 - nogle kan indføres straks, mens andre kræver mere forberedelse og koordinering.
De ni prøvehandlinger, der gøres permanente, ses detaljeret her.
Evaluering af de ni prøvehandlinger ses her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.