HORSENS: Hæder, ære og en kontant tak på 10.000 kr. Det får kulturkonsulent Lene Bjarke Skov i Horsens Kommune for sit store engagement i Spil Dansk Dagen, der markeres i hele landet hvert år i oktober.
Lene Bjarke Skov har med stort engagement arbejdet med Spil Dansk Dagen fra den startede i 2001, og ifølge KODA, der uddeler Spil Dansk Ildsjælsprisen 2011, er hun blevet synonym med arrangementet.
'Lene har udvist en forbilledlig dedikation og et trofast engagement, og hun brænder tydeligvis for at udbrede dansk musik til hele kommunen. Aktivitetsniveauet på Spil Dansk Dagen i Horsens Kommune har gennem alle årene været særdeles højt. Det er tydeligt at mærke, at Lene har været ildsjælen, der har været med til at samle og motivere kommunens mange musikalske aktører', lyder det blandt andet i KODA's begrundelse for prisuddelingen.
KODA udtaler videre, at 'arrangementernes mangfoldighed og bredde i Horsens Kommune på mange måder er en spejling af visionen for hele Spil Dansk Dagen'.
Ud over den årlige Spil Dansk dag er Lene Bjarke Skov arrangør af Holmboe Festivalen (Horsens' årlige fejring af den klassiske musik), Kamæleonkoncerter (musikoplevelser i børnehøjde) og meget mere.
KODA er initiativtager til Spil Dansk Dagen, der har til formål at støtte dansk musik og musikliv i al sin bredde og mangfoldighed. Dagen arrangeres i samarbejde med 37 andre af de største danske musik- og kulturorganisationer.
Horsens vandt i 2002 titlen Årets Spil Dansk Kommune, og i 2010 og 2011 har Horsens Kommune været udnævnt til Spil Dansk Kommune.
Foto: Horsens Kommune/Per Algreen
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.