Hummelgaard godkender Haderslevs forklaring
Foto: Niels Christian Vilmann, Ritzau Scanpix

Hummelgaard godkender Haderslevs forklaring

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) krævede en redegørelse for Haderslevs tildelinger af førtidspensioner, som han først dumpede. Nu blåstempler han den opfølgende redegørelse.

HADERSLEV: Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) dumpede Haderslev Kommunes første forklaring på, hvorfor kommunens nye tiltag omkring førtidspension ikke betød, at økonomien ville være styrende for tildelingen af førtidspensioner. Så måtte Haderslev forklare sig igen, og denne gang har Peter Hummelgaard godtaget redegørelsen, skriver TV Syd. 

'Jeg er tilfreds med, at I kan redegøre for, hvordan I agerer inden for lovens rammer. Omend jeg er ærgerlig over, at der i første omgang var grundlag for tvivl,' skriver Peter Hummelgaard til Haderslev Kommune i sit svar.

Beskæftigelsesministerens svar vækker da også glæde hos beskæftigelsesudvalget, der ellers har været under pres af både minister og fagforeninger under forløbet. 

- Jeg er glad for brevet, som bekræfter, at vi ikke har begået noget ulovligt. Det er rart, at vi nu er renset for dén mistanke, siger formanden for beskæftigelsesudvalget, Jon Krongaard (DF), til TV Syd.

Misforståelse om styring
Ifølge direktør for Erhvervs- og Borgerservice i kommunen, Rune Larsson handlede det hele om en misforståelse, forklarede han til dknyt, da ministeren først krævede en redegørelse. 

- Det er blevet udlagt og misforstået på den måde, at der er kvoter, hvilket der naturligvis ikke er - og det må der heller ikke være, siger Rune Larsson.  

Misforståelsen opstod, da kommunen selv skrev, at 'der reguleres på den faglige tilgang til sagsbehandlingen. Der er således behov for, at beskæftigelsesindsatsen i højere grad styres af de økonomiske rammer. Dette medfører en ændret praksis'.

Derfor krævede ministeren en redegørelse for, at det ikke var økonomien, der var styrende for antallet af førtidspensioner, der blev tildelt. Kommunen argumenterede for, at ifølge ministeriets egen benchmark, var der flere end forventet på førtidspension i kommunen, og at man derfor var nødt til at gennemgå sin behandling. 

- Det er klart, at man kan ikke bare gøre det hele op i et regneark, men når et benchmark siger, at vi har for mange på offentlig forsørgelse, så bør vi stille skarpt på, om vi gør det godt nok i jobcentrene med at hjælpe borgerne ud i selvforsørgelse, sagde Rune Larsson i den forbindelse. 

Efterfølgende har kommunen sendt to redegørelser, hvoraf den første blev afvist, men nu er den opfølgende redegørelse altså godtaget. 

I sin anden redegørelse uddyber kommunen for deres tildelinger af førtidspensioner - også i sammenligning med lignende kommuner - ligesom man understreger, at 'alle sagsafgørelsen hviler på individuelle afgørelser', 'sagsbehandlingen ikke tilrettelægges med henblik på at forsinke afgørelser', 'at der ikke foreligger instrukser til medarbejdere, der kan fortolkes som en modarbejdelse af ovennævnte' og at kommunen 'ikke har adkomst til at ændre sanktionspraksis hos a-kasser.'

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt