HOVEDSTADEN: - En stram økonomisk aftale med regeringen betyder, at vi skal spare 350 mio. kr., og det bliver en svær øvelse - og endnu sværere end sidste år, siger formand for Region Hovedstaden Vibeke Storm Rasmussen (S).
- Aftalen giver os ganske vist flere penge i 2010 end i 2009, men de penge bliver ædt op af blandt andet stigende omkostninger på praksisområdet, dyrere medicin på hospitalerne, elevløn til social- og sundhedsassistentelever og ejendomsskat. Dertil kommer så kravet om en årlig effektivisering på 2 pct. på hospitalerne, uden at der tilføres flere ressourcer.
Regionens budget omfatter sundhedsområdet - med hospitaler, psykiatri og praksisområdet - regional udvikling samt driften af en række handicapinstitutioner mv.
Spareforslag fremlægges for politikerne den 28. august
Budgetforslaget rummer deciderede besparelser på i alt 350 millioner kr., hvoraf 50 millioner kr. skal findes på besparelser ved indkøb og administration.
De resterende 300 millioner skal findes på de enkelte hospitaler og institutioner i regionen.
Selvfinansiering af hospitalsbyggeri koster 5 milliarder kroner over de næste 10 år
- Med de 6,1 mia. kr., Region Hovedstaden i første omgang fik fra regeringens kvalitetsfond fulgte en besked om, at vi skal medfinansiere 40 pct., dvs. 2,4 mia. kr. Får vi i anden uddelingsrunde 7,4 mia. kr. til samtlige projekter, vi har søgt om, så betyder det, at vi samlet set selv skal finansiere knap 5 mia. kr. over de næste 10 år - eller i gennemsnit 500 mio. kr. årligt, fastslår Vibeke Storm Rasmussen.
- Med et bloktilskud på 871 mio. kr., hvoraf 500 mio.kr. kommer til at gå til medfinansiering, kan Region Hovedstaden næppe få pengene til at strække til de mest basale ting som at lappe huller i hospitalernes tag, sikre nødstrømsanlæg osv.
- Årligt skal vi nemlig bruge 150 mio. kr. til mindre nyinvesteringer på hospitalerne, 140 mio. kr. til it-området, og mindst 75-100 mio. kr. til mindre renoveringsarbejder på hospitalerne. Så er der ikke penge til overs til andet, forudser regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen.
- Derfor er det utrolig vanskeligt at se, hvordan der skal komme penge til en række af de renoverings- og moderniseringsopgaver, som skal realisere de øvrige dele af regionens hospitalsplan. Og de er afgørende for at kunne sikre de ældre medicinske patienter og patienter med psykiske lidelser et tiltrængt kvalitesløft i behandlingen, slutter Vibeke Storm Rasmussen.
Nødvendige renoverings- og moderniseringsopgaver drejer sig bl.a. om:
* Fortsat renovering af Gentofte Hospital
* Renovering af Rigshospitalets centrale bygningskompleks
* Et større efterslæb på etablering af enestuer i psykiatrien og retspsykiatrien.
* Udbygningsprojekter på de psykiatriske centre Hvidovre og Ballerup
* Flytning af Psykiatrisk Center Gentofte til Hørsholm Hospital.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.