HOLSTEBRO: Holstebro Kommune har afvist at fremlægge dokumentation for påstanden om, at kommunen har sparet ti mio. kr. ved at undlade at handle med Statens og Kommunernes Indkøbs Service A/S. Indkøbschefen har også sagt nej til en invitation fra SKI om at deltage i en fælles uvildig benchmark, lyder det nu fra SKI.
SKI havde givet indkøbschefen frist til i går kl.17 til at fremlægge dokumentation for sin påstand om, at SKI's aftaler ikke er konkurrencedygtige og til at indgå i en fælles uvildig benchmark af Holstebros og SKI's priser. Det har indkøbschef Wiktor Lange imidlertid afvist, og ErhvervsBladet kunne derimod fremlægge breve fra SKI til Holstebro Kommune, breve, der blev beskrevet som direkte truende.
SKI konkluderer i dag, at Wiktor Lange ikke har dækning for sin påstand:
- Vi må konstatere, at indkøbschef Wiktor Lange, har afvist at udlevere den dokumentation, vi har efterspurgt. Han afviser samtidig at deltage i den fælles benchmark mellem Holstebro og SKI, som vi har inviteret til. Vi må derfor konkludere, at indkøbschefen ikke har dækning for sin påstand om SKI's priser, siger salgs- og marketingdirektør Allan Vendelbo.
Sagen startede, da indkøbschefen i ErhvervsBladet.dk i mandags udtalte, at han havde benchmarket sine egne indkøbsaftaler på syv udvalgte områder med SKI's priser, og at kommunen havde sparet ti millioner ved at gå uden om SKI's aftaler.
SKI inviterede efterfølgende Holstebro til en fælles benchmark foretaget af et uvildigt konsulentfirma. Det eneste Holstebro skulle levere, var dét materiale, som Wiktor Lange henviser til, og eventuelle baggrundsoplysninger.
Dét har indkøbschefen imidlertid afvist over for SKI med den begrundelse, at han kun er interesseret i en benchmark, hvis det indkøbsfællesskab, kommunen er med i - nemlig 12-by Gruppen - også inddrages. I ErhvervsBladet i dag udtaler Wiktor Lange, at han ikke agter at gøre mere i sagen.
- Man kan naturligvis ikke komme med så bastant et angreb uden at ville fremlægge dokumentation for påstanden. Når Wiktor Lange samtidig afslår en fælles uvildig benchmark, der eventuelt kunne være med til at effektivisere også andre kommuners indkøb, kan vi kun opfatte hans udtalelser som et forsøg på egen profilering på bekostning af SKI.
- Det giver ingen mening, at inddrage 12-by Gruppen i striden, da Wiktor Lange udelukkende gik ud med sin egen benchmark mellem Holstebro og SKI, siger Allan Vendelbo.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.