
ÅRHUS: Beboerne i Gellerup gik torsdag aften til stemmeurnerne. Et flertal af de fremmødte sagde ja til planen, der med store fysiske forandringer vil udvikle boligområdet til en attraktiv bydel. Med beboernes opbakning kan planen nu blive en realitet, lyder det fra kommunen.
Der blev afgivet 710 stemmer, heraf var 454 ja-stemmer til fordel for planen. Det svarer til, at 64 pct. af stemmerne var for. 249 stemte nej.
Onsdag aften gav et flertal af beboerne i Toveshøj også deres ja til planen.
- Helhedsplanen er en historisk mulighed for at skabe en positiv udvikling, ny energi og nye muligheder. Dette er muligheden for at ændre området. I fællesskab kan vi nu arbejde for en bedre fremtid for Gellerup og Toveshøj, siger borgmester Nicolai Wammen (S).
Laura Hay (V), rådmand for Teknik og Miljø glæder sig over for beboernes ja:
- Dette er en vigtig milepæl i at skabe en tryg og attraktiv bydel i Gellerup. Men vi har stadig en stor opgave foran os. Omdannelsen af Gellerup og Toveshøj er Danmarks mest ambitiøse forandring af et udsat boligområde. Nu skal vi sammen med beboerne skabe en bydel, som på alle måder kan blive til en tryg og attraktiv del af Århus.
I de kommende år vil arbejdet med de fysiske forandringer af området begynde. En ny bygade vil blive etableret gennem området fra City Vest til Bazar Vest, nye veje vil åbne området mod resten af byen og 1000 nye arbejdspladser vil skabe mere liv i området.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.