Herlev advares om manglende lovhjemmel i plejehjemsplan

Indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen (S) skal i samråd om, hvordan hans forgænger i embedet har håndteret "Herlevmodellen".
30. MAJ 2022 8.57

HERLEV: I samarbejde med PensionDanmark planlægger Herlev Kommune at drive et nybygget plejehjem, Hammergård, efter en helt ny model, hvor parterne forsøger at skabe en hybrid mellem et offentligt og privat plejehjem, hvor en privat aktør bygger plejehjemmet, hvorefter dele af bygningen skal udlejes til kommunen i 30 år, skriver Berlingske.

Planen er blevet døbt "Herlevmodellen", og den juridiske konstruktion mangler ifølge flere ministerier lovhjemmel. Boligministeriet nævner fem love, der kræver ændringer: Almenboligloven, friplejeboligloven, serviceloven, lov om kommunernes styrelse og boligstøtteloven.

Professor i forvaltningsret ved SDU Frederik Waage mener, at "kommunen har bevæget sig ud i et risikofyldt projekt i troen på, at det hele flasker sig". Indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen (S) siger til avisen, at "vi undersøger, hvordan man i givet fald kan ændre lovgivningen, sådan at Herlev Kommunes hybridmodel kan gennemføres. Vi er i et lovforberedende arbejde, og jeg vil se det arbejde i sin færdige form, inden jeg som minister vil tage stilling til det."

Venstres boligordfører Heidi Bank kalder efter avisens omtale Christian Rabjerg i samråd om sagen med spørgsmålet, om den tidligere minister på området Kaare Dybvad Bek har stillet Herlev Kommune noget i udsigt, som der ikke er lovhjemmel til?

 

 

 

ka