dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
I 2019 gæstede forfatter Helle Helle og forfatter Jonas Eika litteraturfestivalen, som hvert år afholdes i Kulturværftet i Helsingør.
Keldnavntoft/Ritzau Scanpix

Farvel til litteratur, ja tak til julepynt:
Helsingørs litteraturfestival lukker pga. besparelser

Helsingør Kommune sparer 500.000 kr. på litteraturfestival, men er stadig blandt de kommuner i hovedstadsområdet, som har flest udgifter til juleudsmykning.
12. JAN 2025 9.45

HELSINGØR: Da Helsingør Byråd skulle udarbejde budgettet for 2025-2028 skulle der spares på mange fronter. En af disse blev litteraturfestivalen NORD, som fra 2026 mister den årlige økonomiske støtte på 500.000 kr.

Og det har ikke været med formanden for kultur- og turismeudvalgets gode vilje, fortæller han til Kulturmonitor.

- Ingen er stolte af det her. Det er en ulykkelig situation, vi er havnet i. Det er som om, at hver gang, der skal spares, vender alle hovederne mod kulturen og spørger: ’Hvad har I til os i dag?’. Den største post på området er vores biblioteker, og derfor har man blandt andet kigget den vej, siger Michael Mathiesen (K).

Han fortæller også, at det var en prioritet at undgå besparelser, som ville gå udover bibliotekternes daglige drift så som at fyre personale eller afskaffe andre events, som foregår på bibliotekerne. Han understreger også, at han fortsat vil kæmpe for, at Helsingør bliver ved med at være en kulturby og håbet er, at de 500.000 kr. kan findes igen i fremtiden, så festivalen kan vende tilbage.

NORD - Nordisk Litteraturfestival

Festivalen har siden 2016 præsenteret publikum for stærke, nordiske forfattere, kunstnere og intellektuelle.

NORD finder sted hver år, 3. weekend i september på Kulturværftet i Helsingør.

Festivalen har et særligt fokus på at igangsætte dialog på tværs af de nordiske lande og styrke de nordiske sprog og den nordiske litterære offentlighed.

Helsingør Kommunes Biblioteker og Kulturværftet står bag NORD – Nordisk Litteraturfestival.

Kilde: Nord - Nordisk Litteraturfestival.

40 stillinger sparet væk

Da budgettet for de kommede år skulle fastlægges stod Helsingør og kiggede ind i et økonomisk hul på 300 mio. kr., som især var pga. mistet grundskyld og udligningen mellem kommunerne.

Det blev derfor også til en skattestigning på 0,3 procentpoint og række besparelser. I 2025 er der besparelser for 82,7 mio. kr. stigende til 108,4 mio. kr. i 2028. Administrationsbesparelser står her for 22,5 mio. kr. i 2025 stigende til 24,6 mio. kr. i 2028.

I november meddelte kommunen, at 40 stillinger skulle nedlægges.

- Status er, at 40 stillinger bliver berørt af sparerunden på forskellig vis. Det fordeler sig på 12 ubesatte stillinger, der i stedet bliver nedlagt. Seks har fået en frivillig omplacering, seks har taget imod en frivillig fratrædelse, tre stillinger er sat ned i tid, to har fået ændret vilkårene for deres stillinger på anden vis, og endelig er der tale om 11 medarbejdere, som er blevet varslet opsagt, sagde kommunikationschef Martin Deichmann på daværende tidspunkt.

Blot en måned senere vedtog byrådet en ny økonomisk plan for at imødekomme de stigende udgifter og priser i de kommende år. Bl.a. blev det besluttet, at den gennemsnitlige kassebeholdning øges til 320 mio. kr. i 2029.

Stadig penge til julelys

På trods af de mange besparelser har der været penge til en smule kultur i form af juleudsmykningen, hvilket er blevet mødt med kritik set i lyset af de store besparelser i kommunen. I 2024 lød julepyntsbudgettet nemlig på 700.000 kr.

- Støtten er allerede blevet skåret år efter år. Og sidste år så budgettet ikke så sort ud, som i år, sagde borgmester Benedikte Kiær (K) til TV 2 Kosmopol i slutningen af 2024.

Og allerede i 2025 er der skåret i udgifterne, hvor der er afsat 467.000 kr. til juleudsmykning.

I Lejre, Stevns og Hillerød Kommuner er budgettet for julepynt meget tæt på nul. Albertslund Kommune har indkøbt et juletræ til 500 kr., som de lokale skoleelever har pyntet med hjemmelavet julepynt, mens Roskilde Kommune bruger 370.000 kr. årligt på udsmykning. Helsingør er derved den kommune i hovedstadsområdet, som bruger flest penge på juleudsmykningen.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/helsingoers-litteraturfestival-lukker-pga-besparelser

GDPR