HEDENSTED: Selv om det begrundes i, at man vil undgå chikane fra en borger, er der tale om et brud på forvaltningslovens § 32 b, når en kommune anonymiserer sine svar til samme borger.
Det fremgår af en udtalelse fra Ankestyrelsen i en konkret sag fra Hedensted Kommune, hvor styrelsen i januar fik en henvendelse fra en borger om en aktindsigtsafgørelse, der ikke var forsynet med en personlig underskrift.
Styrelsen bad kommunen om at forklare sig, og Hedensted erkender i sit svar, at man ganske rigtigt har underskrevet sig ”Med venlig hilsen Hedensted Kommune”, da der i december 2023 blev truffet afgørelse i en sag om aktindsigt. Men det har en årsag:
"[A] og […] har igennem en årrække henvendt sig til Hedensted Kommune med anmodninger om aktindsigt, klager, påstande og udsagn. I perioder er der overvældende mange henvendelser", skriver kommunen bl.a.
Kommunen har opgjort, at den i otte måneder i 2022 modtog 136 henvendelser, og i 2023 til primo oktober var tallet 480 henvendelser.
"Blandt de mange henvendelser har der ofte været en meget hård tone og chikanøs adfærd overfor navngivne medarbejdere eller politikere", fremgår det videre.
Der er ifølge kommunen tale om, at svar fra en navngiven kollega meget hurtigt medfører, at vedkommendes kompetencer bliver anfægtet af borgeren, ligesom der bliver søgt om aktindsigt i løn- og personaleforhold samt nævnt denne medarbejder i de næste mange henvendelser i en hadsk og fjendtlig tone.
Anmeldelse og sygemeldinger
"Disse henvendelser med personlige anklager og beskyldninger mod navngivne medarbejdere har ført til, at Hedensted Kommune har anmeldt [A] og […] til politiet i maj 2023 for chikane," skriver kommunen.
Ad flere omgange har henvendelserne betydet sygemeldinger for ansatte ved Hedensted Kommune, fordi det får karakter af personlig forfølgelse. Kommunen er klar over, at forvaltningsloven ikke indeholder en undtagelse, der retter sig imod denne situation, men mener, at chikanemomentet er af en sådan karakter, at det må være tilstrækkelig begrundelse for at fravige kravet om identifikation af afsenderen ned på personniveau.
"Hedensted Kommune er af den overbevisning, at forvaltningslovens § 32b bør prøves for mangel af denne undtagelse i denne helt særlige situation, hvor [A] og […] bruger medarbejdernes navne og oplysninger til at chikanere den enkelte medarbejder", skriver kommunen i sit svar til Ankestyrelsen – som altså ikke giver kommunen medhold.
Forvaltningsloven § 32 b
”§ 32. I en sag, hvor der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, skal de dokumenter, der udgår fra myndigheden til borgere, virksomheder mv., være forsynet med en personlig underskrift eller være udformet på en måde, der i øvrigt sikrer en entydig identifikation af den, som er afsender af dokumentet, og at dokumentet er endeligt."
dotn
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.