Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Haderslev henter topchef i Faxe

Henrik Græsdal, der har stået i spidsen for Farum-enheden, bliver den ny kommunaldirektør efter Poul Erik Graversen
26. AUG 2011 10.37

HADERSLEV: Haderslev Byråd godkendte i aftes en indstilling fra et enigt ansættelsesudvalg, der udpeger Henrik Græsdal som Haderslev Kommunes nye kommunaldirektør.

Henrik Græsdal er 44 år, gift med sekretariatsleder Helle Woetmann Græsdal. Sammen har de tre drenge i aldren syv til 14 år. Henrik Græsdal stammer fra Ribe, hvor han blev student i 1986.

Henrik Græsdal har to akademiske uddannelser; dels jurist fra Københavns Universitet, dels offentlig driftsøkonom fra Roskilde Universitet (AAE). Derudover har han lederuddannelse på topchefniveau.

Henrik Græsdal har siden 2006 bestridt forskellige direktørposter i Faxe Kommune, senest Social-, Sundhed-, Personale- og Økonomiområdet.

Henrik Græsdal har inden da bl.a. arbejdet som chef i Økonomi- og Erhvervsministeriet, været chefkonsulent i Indenrigsministeriet samt chefkonsulent i KL. Desuden har Græsdal stået i spidsen for Farum-enheden i Frederiksborg Statsamt samt bestridt en række tillidshverv i en række offentlige kommissioner, råd og nævn.

Han har endvidere arbejdet som ekstern lektor i forvaltningsret og kommunalret ved Københavns Universitet gennem en årrække.

Henrik Græsdal er bosiddende på en lille landbrugsejendom på Midtsjælland, men glæder sig til at flytte til det naturskønne Haderslev Kommune med sin familie.

Henrik Græsdal tiltræder 1. november 2011. Der var 15 ansøgere til stillingen.

ka